Koteletter i Paprika

I dag var vi på en 6 km gåtur i det friske efterårsvejr med Manfred, så aftensmaden skulle være let – men også lidt til den gode side nu det er søndag jo. Derfor faldt valget på koteletter i paprika – én af de eneste retter der får kæresten til at nyde en kotelet.

Retten er lavet lidt på slum, og kan sagtens tilpasses ud fra eventuelle rester i køleskabet. Pas på med tomatkoncentratet – det kan hurtigt blive en besk og bitter ret. ( creme fraiche’en eller en rest madfløde/mælk kan dog som regel redde meget). Til aftenens ret brugte jeg:

  • 5 koteletter (kan justeres efter antal mennesker, men husk de skal kunne være på panden alle sammen. Alternativt kan de få en tur i et fad i ovnen hvis der skal laves store portioner)
  • 1 pakke bacon tern/skiver efter smag og behag
  • 1 løg
  • 1-3 fed hvidløg efter smag
  • 400 gr friske champignon
  • 1 lille tsk tomatkoncentrat
  • 120 ml (dvs ca en kvart) tomat púre (jeg bruger helst Beauvais)
  • 2-3 dl vand
  • 1/2 boullionterning (gerne svin)
  • 1-2 dl creme fraiche
  • 1 spsk hvedmel
  • 1 tsk tørret merian
  • Paprika
  • salt og peber
Start med at hakke løg og hvidløg fint. Champignon renses og skæres i skiver. 
Steg bacon’et sprødt og læg det på fedtsugende papir. Koteletterne duppes tørre, krydres med salt, peber og paprika – og brunes ca 2 minutter på hver side i fedtet fra bacon’et. Har du valgt koteletter med fedtkant så start med at stege dem ca 1 minut med fedtkanten mod panden. 
(Husk at få sat ris over).Tag kotelletterne af panden (jeg smider dem bare på en tallerken ved siden af komfuret) og steg nu løg og hvidløg gennemsigtige inden champignon tilsættes og retten steges til væden er løbet fra og champignonerne er blevet “slappe” (husk at vende i det). Tilsæt tomatkoncentrat, púre, merian,  vand og den halve boullion. Rør  melet sammen med creme fraichen og jævn retten. Smages til med paprika, salt og peber (evt ekstra creme fraiche). læg forsigtigt koteletterne tilbage i sovsen og lad retten simre 5 minutter til koteletterne er møre.
Serveres med den sprøde bacon, ris evt en spinatsalat og flütes.
Print Friendly

Fantastisk med en kommentar!