Luftige Fletbrød

I dag skulle der nu i anledning af 4.advent, være lidt aktivitet i køkkenet så jeg valgte at bage et par fletbrød – og det bliver ikke sidste gang.
Opskriften fandt jeg bagerst i min mappe, men siden jeg normalt bruger Amo’s opskrifter på brød – er denne det sikkert også.

Til 2 meget store brød brugte jeg:

  • 2 dl yoghurt naturel
  • 4 dl varmt vand
  • 50 g gær
  • 1 æg
  • 2 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 200 g fuldkornshvedemel (kan erstattes med grahamsmel)
  • 800 g hvedemel
  • æg og kerner efter smag, til pensling
Bland yoghurt og varmt vand til en lillefingervarm blanding hvori gæren opløses. Bland resten af ingredienserne i og rør med håndmikseren ca 10 minutter eller til du kan se, at du strækker gluten’et. Derefter stilles det til at hæve lunt og tildækket i 30 minutter.
Efter hævning hældes dejen ud på et melet bord (dejen er ret klistret, men det skal den være) og deles i 6 stykker – der formes til kugler der skal hvile 2-3 minutter på bordet.
Hver kugle rulles nu ud i en længde svarende til bagepladens (ca. 40 cm) og de flettes sammen 3 og 3. Enderne at fletningen trykkes flade og vendes ind under brøddet. Tænd ovnen på 200 grader. Lad brødene hvile lunt og tildækket i 20 minutter igen.
Brødene pensles med æggestrygelse (1æg og 2 spsk vand) og drysses med de kerner man kan lide – jeg valgte fuldkornshvedemel på det ene og sesam på det andet.
Brødene bages 35-40 minutter på nederste rille i den forvarmede ovn, og køles af på en bagerist. Et godt tip: hvis du vil fryse brødene så pak dem og frys dem mens de stadig er lune.
 
Brødet bliver godt stort og måske jeg laver halv portion næste gang så jeg ikke skal fryse dem – men smagen er rigtig god og fuldkornet giver lidt bid. Det gør sig godt med en god ost, men okay det gør alt franskbrød jo – og især når det er lunt og hjemmebagt.
I morgen skal de sidste forsyninger hentes til konfektmageri – et projekt jeg har glædet mig helt vildt til. Jeg skal prøve mange nye opskrifter i år og nogle af forberedelserne får jeg allerede lov til at lave i morgen – men tænk sig, nu er det jo også 4.advent. 
Anton fik forskud på sin julegave her til aften – til stor fornøjelse for både ham og Manfred. En lille muldvarp med lyd – den var ramt rigtig.
Print Friendly

Fantastisk med en kommentar!