Søde og svampede nougat Cupcakes

Nu må jeg indrømme at min viden om håndbold kan være på et meget lille sted, ja faktisk ved jeg som regel kun sendetidspunktet i fjernsynet. Til gengæld er jeg også en begejstret fan når danske sporthold når store turneringer og min manglende viden skal bestemt ikke afholde mig fra at være dybt uenig med en dommerkendelse eller juble så naboerne kan høre det når det hører sig til 😉
Når nu herrerne skulle spille kamp, og det var min sidste sådan rigtige feriedag med kæresten var det oplagt at finde en opskrift der kunne forkæle den søde tand og samtidig gøre brug af juleresterne i skabet.
Valget faldt på denne opskrift fra Odense Marcipan, jeg lavede dog mine egne tilpasninger – jeg skriver opskriften som jeg lavede dem:

Til ca 12 cupcakes brugte jeg:

  • 125 g blød nougat
  • 125 g sukker
  • 50 g  blødt smør
  • 2 æg
  • 124 ml mælk (1 1/4 dl)
  • 125 hvedemel
  • 1,5 tsk bagepulver
  • ca 50 g grofthakket mørk chokolade (kan sagtens undværes)
Nougattopping
  • 75 g blød nougat
  • 60 g blødt smør
  • 200 g flourmelis
  • 1 spsk kakao
  • ca. 2 spsk mælk
Forvarm oven til 200 grader. Rør forsigtigt flormelis, smør og nougat sammen – inden håndmikseren sættes i og massen piskes til den er ensartet. Pisk æggene i ét af gangen og tilsæt derefter mælken. Mel og bagepulver sigtes i dejen og vendes forsigtigt sammen. 
Fordel dejen i formene (brug gerne dobbelt, eller 3dobbelt papir – så holder de formen) og bag dem midt i ovnen ca 20 minutter.
Kagerne afkøles helt på bagerist inden de er dekorationsklare. Alle ingredienserne i toppingen røres let sammen til en masse inden det piskes ensartet med håndmikseren. det kan smøres på eller der kan bruges tylle. Jeg valgte derudover at pynte med en lille smule spiseligt guldglimmer når nu det var en guldfinale de blev bagt til :) – og det viste sig jo at virke 😉
Kagerne skal opbevares rimelig køligt af hensyn til den smørholdige topping, til gengæld er de så svampede så  de sagtens kan nydes lidt kølige hvis ikke man vil vente 😉
Smagen er rigtig god, tro mod nougat’en uden at det bliver for vammelt – jeg anbefaler dog at der holdes lidt igen med den søde topping – den kan godt blive for dominerende ellers.
Søde, nemme og hvem kan ikke lide nougat? 😉
Print Friendly

Fantastisk med en kommentar!