Fransk oksegryde

Da der skulle laves madplan faldt jeg på Superbest’ hjemmeside over denne opskrift – og siden jeg altid har stort set alle ingredienserne stående, var den oplagt at lave når et par lange dage venter forude. Jeg har lavet et par ændringer – bl.a. tilført gulerødder for at få lidt mere grønt i, og så elsker jeg altså gulerødder i sådan en gryderet. Som altid når jeg laver den slags, blev det en stor portion der snildt kan række til 6 mennesker – men det er nu altså lækkert at kunne hive en frysepose gryderet op på en kold øv-dag, hvor sofaen trækker.
Til min store franske gryde brugte jeg:

  • 500 g skært oksekød
  • 7  finthakkede skalotteløg (kan erstattes med 1 stort almindeligt løg)
  • 1 grofthakket, rød peberfrugt
  • 500 g hele champignon (kan erstattes af dem på glas)
  • 200 g gulerødder i fine skiver
  • 150 g bacon i tern
  • 1,3 ltr vand
  • 1 terning oksebouillon
  • 3/4 tsk timian
  • 1/4 l madfløde
  • Maizenastivelse til jævning
  • madkulør
  • salt og peber
Start med at brune baconet let inden grøntsagerne tilsættes og det hele svitses indtil væden fra svampene er fordampet. Hele grøntsagsblandingen tages op af gryden og stilles til side. Nu brunes kødet ved høj varme inden vand og bouillonterning tilsættes og det hele simrer til kødet er mørt – du skal kunne dele et stykke kød med grydeskeen mod grydesiden uden det store besvær. Kogetiden varierer efter kødets kvalitet og størrelse med regn med minimum en time.
Når kødet er mørt tilsættes grøntsagsblandingen, timian og fløde inden retten bringes i kog – mens den er i kog jævnes den med majsstivelsen og smages til med salt og peber.
Retten bærer præg af timiansmagen men kun som kompliment til oksekødet. Jeg ville ikke tøve med at tilsætte  mere peberfrugt næste gang så den kan smages bedre – men alle grøntsager i sådan en gryderet kan tages på slum alt efter smagsløgene der skal nyde retten.
Egentlig må jeg tilstå, som barn fra landet, at gryderetter med svinekød tiltaler mig mere men denne gryderet er faktisk rigtig fin og næste gang en okseklump ligger og kalder i fryseren vil jeg bestemt overveje denne opskrift igen – Uhm! :)Obs: i den orinale opskrift skulle der tilsættes oksefon med rødvin – det undlod jeg. Det kan du sagtens tilføre retten eller der kan tilsættes oksefon sammen med en god sjat rødvin.

Print Friendly, PDF & Email

Fantastisk med en kommentar!