Pasta i en sauce af hvidløgsost 1

Ja titlen var lidt svær denne gang, men lækkert vil jeg da nok lige skrive under på det er! Retten er igen fra hjemmets nye madblad – og er nu skrevet op som en god back-up-ret når tingene lige skal gå stærkt og man ikke fik noget op af fryseren :)

Retten er jo som altid lige tilpasset smag, behag og køleskabets lager – og det har da også betydet lidt ekstra ingredienser, men en for en sjælden gangs skyld ikke gulerødder 😉 Jeg skriver retten som jeg lavede den, der rækker til 4-5 personer:

  • 500 g pasta
  • 250 g frossent, helbladet spinat 
  • 200 g bacon
  • 1 bdt. grønne asparges i snitter
  • 1 1/2 dl pastavand
  • 250 g hvidløgsost
  • salt/peber

Både pasta og spinat kan erstattes af friske varianter – det betyder for spinaten den kun lige skal dampes få øjeblikke og pastaen ligeledes koges kortere tid. 

Start med at tø spinaten op med 2 spsk. vand i en gryde ved middel varme. Når spinaten er tøet op og varmet kort igennem hældes den i dørslag. Pastaen koges efter anvisningen og imens steges bacon sprødt, og derefter gives asparges et par minutter på panden.
Når pastaen er kogt, hældes den ligeledes i dørslaget og det gemte pastavand hældes nu i en ret stor gryde og  hvidløgsosten røres i – til en sauce. Smagen saucen til og tilsæt pasta, spinat, bacon og asparges og lad retten varme igennem under omrøring. Serveres med et godt brød og evt. lidt friskrevet parmesan, hvis en mere salt smag ønskes.

Jeg må indrømme at trods ingredienslistens fristende udseende, var jeg lidt skeptisk. Jeg elsker da en god hvidløgsost, men som en sauce var jeg ikke helt overbevist. Retten gjorde dog al tvivl til skamme, altså hvor smager det bare godt! Cremet, simpelt og let på en hverdag – jamen hvad mere kan man ønske sig? Når retten oven i købet egner sig som SU mad, jamen så smager det jo faktisk kun lidt bedre 😉

Ugen her er heldigvis ikke den længste, sådan arbejdsmæssigt – men når arbejdspladsen har trivselsproblemer kan dagene nu indimellem blive lange. Puh! Pusterummet herhjemme kan nu være hårdt tiltrængt og så må tænderne bides sammen indtil stormen er redet lidt af… Men så kan køkkenet nu være en god terapi til lige at koncentrere tankevirksomhed og handling om noget helt andet :) Weekend – jeg sukker efter dig :)

Print Friendly

One comment on “Pasta i en sauce af hvidløgsost

  1. Pingback: Krydrede kyllingespyd med sprød forårssalat og persillepuré

Fantastisk med en kommentar!