Finsk Hulbrød

Ja sådan ét kunne skabet lige supplere ingredienser til på en butikslukket helligdag 🙂 Sådan en kærkommen fridag bliver oftest en dag jeg knokler med praktiske opgaver herhjemme – og jeg har da også gjort rent, furminatet pelsdyrene og kigget planterne efter, men det blev dog også til lidt køkkenwellness 🙂

Det rustikke brød består af:

  • 25 g gær
  • 3 dl lunkent vand
  • 2 spsk honning
  • 2 tsk groft salt
  • 250 g groft rugmel
  • 150 g hvedemel
  • 2 spsk groft rugmel til at drysse ovenpå
Opløs gær i det lunkne vand, tilsæt en smule hvedemel inden honning og salt tilsættes. Ælt langsomt og grundigt melet i dejen, gerne med dejkroge. Dejen vil virke temmelig fugtig, nærmest grødagtig grundet den høje mængde rugmel. Lad dejen hæve lunt og tildækket 1 times tid.

Efter hævningen hældes dejen på et meldrysset bord og formes til en ring på ca 25 cm i diameter. Målet kommer sig ikke så nøje – så længe du husker det har betydning for bagetiden. Ringen lægges på en bageplade, drysses med rugmelet og efterhæver lunt og tildækket 1 time mere.
Tænd ovnen på 200 grader, prik små huller i dejen med en strikkepind og bag nu brødet ca 35 minutter midt i ovnen.

Brødet skulle efter sigende have denne ringform, da man i datidens Finland tørrede brødet ved at hænge dem på snor. Jeg synes dog brødet smager temmelig fantastisk i sin friske udgave. Den saftige, dybe smag fra rug og den sprøde skorpe gør dette brød til en ny favorit.

Jeg vil dog næste gang prøve at undlade strikkepinden da jeg syntes der blev lukket temmelig meget luft ud af mit ellers høje brød .. det smager dog stadigvæk fantastisk med et stykke ost, sådan en højhellig dag 🙂

Print Friendly, PDF & Email

4 kommentarer

  1. Hi hi .. jeg var lige ved at få helt stress over om jeg kunne have glemt at skrive det ned – mens jeg stadig kunne huske det 😉 Men godt du selv fik øje på det – rigtig god bagelyst 🙂

  2. Tak for opskrift. Det er min (mine datters) opgaven til skole. Dufter fantastisk, se også godt ud. Tak

Fantastisk med en kommentar!