Æbleblomstsaft

Denne himmelfartsbeskæftigelse har jeg simpelthen hygget mig med. Den indeholder nemlig bare hyggestunder i naturen, køkkenet og ikke mindst altanen hvor man til sidst kan nyde et glas ren sommer. Normalt har jeg kun lavet saft på hyldeblomster, men denne drik – jamen den er simpelthen fortryllende. 
de smukke blomster
Sød, blomstret og med en svag smag af æble er det sommer i en flaske – så kan man jo håbe vejret i næste uge holder hvad de lover, så man rent faktisk kan nyde en kold drik på altanen uden at blive syg.
Sukkerlagen med rørsukker og citron
Til denne flaske på ca. 1,5 ltr., har jeg brugt:
  • ca 2 ltr æbleblomster (pæreblomster kan også bruges)
  • Saft og skal af 2 ubehandlede citroner
  • 1 kg sukker (jeg blandede 100 g rørsukker i for at opnå den smukke gyldne farve)
  • 2 spsk citronsyre
  • 1 ltr vand
  • Skoldede, atamonskyllede glas
Den kogte lage, klar til at køle af

Start med at plukke blomsterne: hele blomsten kan bruges, inkl. knop – dog ingen grene eller blade. Vær ikke skeptisk med at plukke blomsterne, hvis ellers træet blomstrer fint, der vil alligevel ikke komme frugter ud af alle når de sidder så tæt.
Efter et døgn i sukkerlage er blomsterne nu stadig smukke
Blomsterne kan blidt rystes fri af dyr, det er dog sjældent så omfattende et dyreliv som ved fx hyld. Undlad, hvis muligt, at skylle blomsterne for meget eller hårdt – det kan være for ødelæggende. Blomsterne kan opbevares et køligt sted indtil de skal bruges (ikke for længe). 
Blomsterne sigtes fra i et klæde
I en stor gryde (minimum 5 ltr) tilsættes sukker, citronsaft og skræl samt vand og lagen bringes i kog. Tilsæt citronsyren når sukkeret er opløst i den kogende væske og lad derefter sukkerlagen køle helt ned: jeg stillede mit ud på altanen med et tyndt viskestykke over – men jeg er også utålmodig 😉
Den smukke, gyldne saft
Når sukkerlagen er kølet ned tilsættes blomsterne og det vendes let sammen inden det under låg, et køligt sted (igen er altan/garage/terrasse glimrende så længe det er køligt – ellers er køleskabet en udvej) i ca. 12-24 timer. Jeg smagte løbende på lagen og mit trak ca. 27 timer – de sidste 5 timer, var mest fordi jeg skulle have det til at passe ind i kaldenderen.
Sigt saften gennem et rent viskestykke og hæld det nu på glas. Drik det let fortyndet med iskold vand og et par isterninger – det smager himmelsk!
Derudover kan man bruge det til alverdens opskrifter – jeg har allerede brugt en god andel på noget utrolig lækkert jeg glæder mig til at dele herinde 🙂
Print Friendly, PDF & Email

3 kommentarer

  1. Hvor lyder og ser det bare utrolig lækkert ud!! Det må jeg vist også prøve, men lige et (pinligt) spørgsmål…. Har du bare plukket blomsterne fra et æbletræ?? Ja ja det lyder egentlig som et dumt spørgsmål, men jeg ved ikke en pind om planter og blomster 🙂

  2. Hejsa, Ja det er skam bare blomsterne af et æbletræ 🙂 Pæreblomster kan også bruges 🙂 Du kan snildt bruge hele knoppen – du behøver ikke nøjes med selve blomsterbladene .. de skal jo blot ligge i blød. Så så længe blomsterne er friske og du har sorteret grene/blade og insekter fra så kan det ikke gå helt galt 🙂

Fantastisk med en kommentar!