Indbagt Forårskylling 2

Ja det var nemlig en del af menuen i går. De sidste mange år har kæresten og jeg gjort det til en tradition at se Melodi Grand Prix – enten med gæster, eller bare os to. Det er enormt hyggeligt at sidde og klukke over de ufrivilligt humoristiske indslag, gætte en vinder og ikke mindst leve i forestillingen om at man selv har verdens bedste musiksmag – lige en time eller to :)

Og selvom vi som nation stort set altid forventer at vinde, kunne jeg nu kun glædes over vinderen i går – der da også høstede min stemme. Sangen var god og så er det jo utrolig heldigt at næste show giver mulighed for mange danske fans at deltage :)

Maden i går måtte jo gerne være noget særligt, men heller ikke for omfangsrigt – det er simpelthen for varmt at stå over komfuret i disse dage. Derfor blev der kreeret en ret ud fra hvad fryseren og køleskabet kunne byde på og Oh la la det var lækkert! Retten er velegnet til at servere som “skiver af en steg” da portionerne bliver utroligt store – her blev der rigeligt med rester til aftensmaden i aften, Mums!

Jeg brugte:

  • 3 kyllingfiletter
  • 1 pk bacon i tern
  • 100 g hvidløgsost
  • 2 forårsløg i ringe
  • 2 spsk hakket persille
  • salt/peber
  • 4 plader frossen butterdej (eller 1 rulle frisk)
  • 1 sammenpisket æg
Start med at lade butterdejspladerne tø op på den beklædte bageplade. I mens tændes ovnen på 200 grader og på en pande steges bacon sprødt.
Bland flødeosten med forårsløg, persille, salt og peber.
Skær en lodret rids (så dyb som muligt) i hver kyllingfilet – gerne i hele længden. Hver rids kan udbygges med en vandret rids indeni – hvis man har lyst :) Fordel nu ostefyldet i kyllingen og sørg for det kommer godt ned i. Drys nu kyllingen godt med salt og peber.
Butterdejspladerne rulles tyndere med kagerullen – brug den 4. plade til at hjælpe de andre med at nå rundt, der kan “klippe/klistres” med ægget som limen. 
Kyllingen placeres ovenpå butterdejen, drysses med det sprøde bacon og pakkes ind – brug ægget som lim.
Pakken lægges med bunden i vejret (så bacon og flødeost reelt er i bunden af pakken) og pensles med ægget.
Bag pakkerne midt i ovnen ca 30-35 minutter til pakken er gylden og sprød :) Er du usikker på om din kylling er gennemstegt kan du tjekke med et stegetermometer at kernetemperaturen er over 75 grader.
Her fik vi disse delikatesser med en lækker salat, et par smørstegte nye kartofler og et flute … nøj det var fantastisk! Men vi spiser sjældent mad der er så tungt som butterdej nu bliver – så en aften på sofaen med godt tv var velkomment.
Det betød også at 3 ugler nu har forladt nålen og i dag kan begynde arbejdet med at samle og fylde ud :) Er utrolig spændt på resultatet :)
Print Friendly

2 thoughts on “Indbagt Forårskylling

  1. Svar Christina sep 15, 2012 08:26

    Tusinde tak for en super opskrift. Serverede det for fødselsdagsgæster og det smager mindst lige så lækkert som det ser ud;0) lavede ivrigt dine lækre koldthævede flutes med maltmel til mmmmhhhhnnn… Mums! TAK. Glæder mig til at prøve flere af dine opskrifter

    • Svar Sanne sep 15, 2012 13:34

      Godt du kunne lide det! Her blev der altså også slået mave i et godt stykke tid bagefter – men altså butterdej, bacon og kylling – så kan det næsten ikke gå helt galt 😉

      det lyder som en lækker menu, og godt den blev vel modtaget :) – velbekomme 😀

Fantastisk med en kommentar!