Super Rugstykker

I sidste uge var det igen tid til at nytænke madpakken lidt – selvom kreativiteten er svindende, kan jeg dog ind imellem blive inspireret af de kreative mødre bag børnenes madpakke i vuggestuen. Jeg er dog lige blevet glad for sandwich med tun igen – gerne med mascarpone og oceaner af frisk dild.

Jeg er altid på udkig efter den perfekte sandwichbolle – fast, svampet og alligevel ikke klæg – nå ja og nem at bage. Uanset hvor god en opskrift jeg støder på, har jeg dog altid en idé om at den næste opskrift må være bedre ..tsk .. men så får jeg jo prøvet noget nyt :)
Disse rygstykker, fra Femina, har dog fået en særlig plads i mit hjerte – de er sunde, lækre og kræver minimal arbejdsindsats – perfekte til hverdagens ulvetimestress.

Til en lille bradepande brugte jeg:

  • 1,5 dl skårne/knækkede rugkerner
  • 3 dl vand
  • 1 spsk salt
  • 2 spsk rapsolie
  • 2 dl yoghurt naturel
  • 1 spsk honning (maltsirup kan også bruges)
  • 25 g gær
  • 150 g groftrevne gulerødder
  • 1 dl solsikkefrø
  • 100 g fint eller fuldkornsrugmel (jeg brugte 50/50)
  • 150 g fuldkornshvedemel
  • 300 g (ca.) hvedemel

Skyl rugkernerne inden de koges i 5 minutter med vandet. Tag gryden af blusset, og når det er kølet let af tilsættes honning, olie og yoghurt. Mærk efter at det er lillefingervarmt og rør derefter gær i. Tilsæt de øvrige ingredienser (undtaget solsikkekerner) og rør dejen grundigt – gerne 7-10 minutter. 
Mængden af hvedemel kan variere med denne dej skal ikke være udpræget våd og gerne minde om en almindelig dej, men stadig kunne røres i skålen (så ikke betonkonsistens heller). Dejen drysses med en smule hvedemel inden den dækkes med husholdningsfilm og et viskestykke, og sættes til at hæve i køleskabet 4-8 timer.
Hæld dejen ud i en lille bradepande, betrukket med bagepapir. Fordel dejen ud ved at trykke den ud, i ca 2-3 cm tykkelse. Forskær dejen i tern uden at skære i bund, drys med solsikkekernerne og lad dejen efterhæve lunt 1 times tid imens ovnen forvarmer til 225 grader.
I bunden af ovnen stilles en beholder med vand i (jeg  brugte en rugbrødsform), og bradepanden bages 25-30 minutter på næstnederste rille.
Lad rugstykkerne køle ned på en bagerist inden de er klar til at blive brækket og flækket. Jeg endte med at spise de fleste uden indhold – men de gjorde sig nu også godt som sandwiches, omend jeg fik skåret ternene lidt små.
Brøddet har et utrolig saftigt indre, og et sprødt ydre – perfekt til mine smagsløg. jeg har dog en idé om at maltmel eller maltsirup lige kunne være prikken over i’et, så det skal prøves næste uge. 
Lige nu er jeg nemlig udpræget i overskud, efter at have sammentalt mine samlede arbejdsdage til 14 stk. inden ferie lurer og praktikken slutter – skønt! Og endnu bedre er den første uge ren og skær afspadsering af overarbejde, altså en uges løn for at gå og hygge, det skal bloggen her nok nyde godt af :)
Nu gælder det EM finalen.. man må vel hellere være en anelse opdateret :)
Print Friendly

Fantastisk med en kommentar!