Homemade Chicken Ceasar Salad

.. helt mundret både i udtale og smag. Jeg har opdaget, at jeg faktisk er temmelig vild med ting der bringer umami ind i min mad – fx parmesanen. Så når nu umami, parmesan,kylling og salat står meget højt på favoritlisten kan det egentlig undre mig, at vi ikke før har kastet os ud i en hjemmelavet cæsarsalat.



Men med hele eftermiddagen fri til at nyde solskinnet på plænen med Manfred, var det indbydende at slutte hyggen af med en let salat, tilmed med sæsonaktuel dansk romainesalat – en fryd at spise!

Jeg har jo som altid lavet egne justeringer – fx. har den helt originale salat et præg af ansjosfileter, det har jeg endnu ikke turdet kaste mig (og ikke mindst den fiskeforskrækkede gemal) ud i. Jeg overvejede at blende et stykke feta i dressingen i stedet, for at få den salte smag, men det glemte jeg helt – og med parmesanens salt var det ikke fordi det blev bemærket. Derudover er der jo de sædvanlige små justeringer, men grundopskriften er inspireret af hjemmets Mad. Og så lavede jeg selv croutoner, det kan bestemt anbefales!

Til en stor 2. pers. salat:

  • 1/2 ciabattaflute (alt hvidt brød kan bruges)
  • 2 spsk. rapsolie
  • 1 fed hvidløg
  • 4 spsk. let mayonnaise
  • 25 g groftrevet parmesan
  • 1/2 tsk citronsaft
  • 3 spsk. vand
  • salt/peber
  • 3 kyllingfileter
  • 1 stor romainesalat
  • 1/2 finthakket rødløg
Forvarm ovnen til 120 grader. Brødet skæres fri af skorper og deles i tern. På en bageplade deles ternene ud og der dryppes sporadisk med olien. Bag croutonerne sprøde i 10-15 minutter, midt i ovnen og lad dem derefter køle af på pladen.
TIP: Der kan sagtens tilsættes smag i olien, fx hvidløg eller tørrede krydderier – så ville jeg dog vende brødet mere grundigt i olien så alle får smag.
Kyllingen grilles eller steges med salt og peber inden det ligeledes skæres i passende stykker. I en minihakker eller blender laves dressingen; hvidløg, mayo, parmesan, citron og vand blendes til en tynd og ensartet dressing. Smag dressingen til med salt og peber. Romainesalaten skylles godt og brydes groft inden det hele anrettes i på tallerkenen med rødløg og friskrevet parmesan – Mums!
Cæsarsalaten er virkelig lækker – salt og sprød. Romainesalat er jo helt undervurderet, den er fuld af bid og smag – og slet ikke så bitter som iceberg. De hjemmelavede croutoner giver retten lidt ekstra og jeg valgte at grille kyllingen på bordgrillen – det synes jeg bestemt var et stort plus.
Så skal I altså også lige se – de første ananaskirsebærblomster (puh!) er sprunget ud! Jeg var efterhånden lidt bekymret for størrelsen på de hersens planter, og om jeg skulle/kunne beskære dem. Men med ca. 130 cm højde er der nu et væld af blomster og de er utroligt smukke. 
Endnu flere blomster er på vej, og jeg er meget spændt på når de for alvor går i flor. De to planter i drivhuset er også godt med, men har dog knapt så mange blomster – endnu. 


Tomaterne er også i fremgang – jeg har været/er lidt bekymret for om de sætter flere blomster end de kan nære – så fra weekenden vi alle nye skud blive beskåret og gødningen mere systematiseret, selvom blomsterne er flotte er jeg nu mere fokuseret på det spiselige bagefter. Calamandrinen sætter en masse frugter lige nu, det lover godt!


Print Friendly

Fantastisk med en kommentar!