Nye kartofler i kokos og chili

.. en virkelig lækker måde at nyde nye kartofler på! Det har været lidt klemt med tid og overskud den forgangne uge, men det er da blevet til en smule. Med bare 4 dage igen til sommerferien starter, ja så får jeg lidt superheltekomplekser i dagene omkring – overskuddet boomer ved udsigten til ferie.

Besøget på Oksen, bød på en overdådig brunch/frokostbuffet med alt hvad hjertet kunne begære. Det føltes en anelse forkert at undvære bøffen på en restaurant der netop specialiserer sig i dette (og de kan virkelig anbefales) .. Men en buffet med et alt fra parmaskinkerullet kalkun, petit fours, kvalitetsbrød og amerikanske pandekager – glemte man det nu meget hurtigt.



Men tilbage til denne lækre mad. Den er fyldt med smag, den søde kokos og stærke chili giver kartoflerne et lidt nyt pift – og så er retten tilmed simpel, hverdagsegnet. Jeg serverede nogle kyllingespyd, med barbecuemarinade, til – lækkert!


Til en stor portion lækre kartofler (3 pers) brugte jeg:

  • 1 kg nye, små kartofler
  • 1 spsk olie
  • 1 spsk karry
  • 1 finthakket rød chili
  • 1 ds (400 ml) light kokosmælk
  • 1 porre (eller 2 forårsløg) i ringe (jeg havde lidt i fryseren)
  • 1 broccoli i små buketter
  • 200 g frosne ærter
  • 1,5 tsk soya
  • 1/2 lime (saften)
  • salt/peber
  • frisk, grofthakket persille
Skær kartoflerne i små kvarte. Varm olien op i en stor gryde og steg kartoflerne med salt og peber i 4-5 minutter – rør let så de ikke hænger ved bunden. Tilsæt karry og steg videre 2 min. under omrøring. Den finthakkede chili, porre og kokosmælk hældes ved kartoflerne. Kog det hele under låg i 15-20 minutter, eller til kartoflerne er tæt på møre – tilsæt broccolien og lad den koge med et par minutter til den er le mør.
Til sidst kan ærterne vendes i og det hele smages til med salt, peber, soya og lime.
Servér det med en smule frisk persille eller koriander – det giver lige et ekstra pift.
Kartoflerne er så smagsfulde og fyldige at de kan bruges til lidt smagsneutralt kylling eller fisk, derudover vil jeg nu mene at så længe det går med karry – går alt hertil.
Kunsten kan være at tilpasse chilimængden og kogetiden så man ikke både brænder op og spiser mos – så det kræver en særlig opmærksomhed. Jeg vil næste gang halvere chilimængden eller i stedet bruge en grøn – så bliver den mindre dominerende. Derudover var det dog virkelig lækkert, og klart en horisontflytter at bruge kokosmælk til andet end wokmad.
Nu kalder forberedelserne til de sidste arbejdsdage, der uden tvivl bliver lange men også gode :)
Print Friendly

Fantastisk med en kommentar!