Kylling i peanutbutter og lime

Jeg har sagt det før, men gentager det gerne: kylling og lime er et “match made in heaven”. Limesaften gør kyllingen så mør at den bare smelter på tungen – og har samtidig så diskret smag at den vil træde i baggrunden for hvad end du vælger at krydre med.

Jeg har længe luret på en mere “rigtig” wokret – som læner sig mere op af den autentiske oplevelse – men med en smag og et indhold som også passer til mine smagsløg og årtidens grønt – måske en anelse selvmodsigende.

Men denne ret, blev simpelthen bare suveræn! Marinaden giver det hele en sammenhæng .. med en smag af umami, salt, sødt og bittert .. jamen wokmad, er det ikke bare vidunderligt? Jeg har ikke før haft mod på denne smagssammensætning, men uh, nu er jeg da først lige begyndt !

Til en stor wok (3-4 pers.) brugte jeg:

  • 400 g kyllingfilet
  • 4 spsk soyasauce
  • 2 lime (saften)
  • 2 fed hvidløg
  • 1 frisk chili (rød/grøn efter smag)
  • 1 spsk peanutbutter
  • 1 tsk sukker
  • olie
  • 4 gulerødder i fine strimler
  • 1 rød peberfrugt i stænger
  • 150 g sukkerærter
  • 2 store forårsløg i ringe
  • 1 pk nudler 
  • frisk persille
Rør en marinade til kødet:
2 spsk soya, 1 spsk limesaft, 1 fed knust hvidløg og 1/4 finthakket chili blandes i en frysepose. Skær kyllingen i fine strimler og smid det i posen – luk posen og vend det godt rundt inden det stilles på køl for at trække 20 minutter.
Rør en dressing til nudlerne:
2 spsk soya, 2 spsk limesaft, 1 fed knust hvidløg, 1/4 finthakket chili (uden frø og mellemvægge), peanutbutter og sukker blandes i en skål. Rør det hele godt sammen til en ensartet masse, det kan tage lidt tid.
I en varm wok steges kyllingen på alle sider inden gulerødder tilsættes. Efter 3 minutter tilsættes resten af grøntsagerne og det hele steges videre under omrøring. Kog nudlerne, skyl dem grundigt med koldt vand og løsn dem med fingrene inden de vendes i wokken. Tilsæt dressingen, hold en lille smule tilbage, og vend det hele sammen – servér straks med resten af dressingen og frisk persille – MumS!
Uha, det var lækker mad – dejlig let og sommerligt, gid min wok var af bedre kvalitet – så havde fornøjelsen været i top :)
Nu er det lige pludselig ferietid – ret skønt selvom jeg vidst ikke helt har opdaget det endnu. Vi lægger godt ud med et ferieophold ved vand og skov – så der skal traves, samles kantareller og måske bades .. uf, måske ikke.
I morgen er der hunde/venindetræf med 2 andre firbenede og så skal der pakkes – jamen nu er jeg så parat til at vejrguderne opdager det er sommer :)
Print Friendly

Fantastisk med en kommentar!