Simpel Stifado med Kanin

Næste eksamen er godt i gang, eller faktisk næsten færdig. I går afleverede jeg den skriftlige del i faget “værksted, natur og teknik” og i uge 43 gælder det så den mundtlige præsentation. Projektet jeg har indgået i har handlet om natur og naturlære og hurtigt blev vi enige om at kranie-rensning var sagen. 
De fleste på vores alder har som barn stiftet bekendtskab med kranierensning – som regel mink – men efterhånden som vi er blevet lidt amerikaniserede er vi nok også blevet lidt sarte.
Vi slog os fast på kaninen, da mink ikke må bruges iflg. loven, da vi så etisk kunne forsvare at hele dyret blev udnyttet. Vi fandt, på den blå avis,  en bonde der avlede kød-kaniner og han var så flink at klare det “grove”. 
Derefter havde vi jo lækkert kød i fryseren og fine hoveder at bruge til eksamen – smart!
Til en start vil jeg dele opskriften herinde – samt et enkelt billede af kraniet nederst i indlægget, så kan jeg evt. vise mere at kranieprocessen på den anden side af eksamen, når det er bedømt 😉
Jeg valgte at udnytte kaninkødet til en langtidssimret ret; Stifado – en oprindeligt græsk ret, der sikkert har lige så mange varianter som der findes græske husmødre. Jeg valgte dog krydderimæssigt at lave den simpel, men spidskommen, kanel og kardemommekapsler kan anvendes som smagsløgene lyster. 
Jeg lavede retten på panden og smed den i ovnen, men den kan lige så let laves i en stor stegegryde.

Til denne ret brugte jeg (4 pers.)

  • 1 hel kanin (ca 2,5-3 kg netto)
  • 2 spsk olie
  • 1 stort løg ( eller 100 g skalotteløg), grofthakket
  • 4 fed hvidløg i tynde skiver
  • 300 g gulerødder i grove stykker
  • 400 g hele, små champignon
  • 1,5 ds hakkede tomater
  • 1 kvist rosmarin
  • 2 spsk balsamico
  • 1 dl vand
  • 1 dl fløde
  • salt/peber
  • ris til servering 
Først skal kaninen parteres i spiselige stykker, jeg brugte denne fabelagtige guide – købes kaninen ved den lokale slagterforretningen kan de sikkert overtales til at gøre det. Ovnen forvarmes til 200 grader og på en varm pande brunes kaninstykkerne med salt og peber. Tag kødet af og læg det i et fad med rosmarin og de rå gulerødder. På panden steges hvidløg og læg til de er glasklare og herefter hældes champignon ved. Steg væden ud af svampene under omrøring og tilsæt tomater og balsamico. Lad saucen koge let op til eddiken er fordampet og smag saucen til med vand, fløde, salt og peber. Hæld saucen over kaninen og stil fadet midt i ovnen. Efter 30 minutter skrues ovnen ned til 100 grader og retten simrer i ovnen 1 time (evt. med staniol/bagepapir over toppen).
Servér den lækre stifado med kogte ris på en regnvejsdag – mums!
Og til de mindre sarte kan I her nedenunder se kraniet på kaninen 

Print Friendly, PDF & Email

Fantastisk med en kommentar!