Conchiglie med hokkaido

… lyder det ikke fornemt? I hvert fald klinger det lidt anderledes end “pasta med græskar” som jeg måske selv ville have fantasi til at kalde retten. Opskriften er fra Nikolaj Kirk som jeg har genopdaget en smule – programmet “Nak og Æd” synes jeg f. eks. er fantastisk – energien og begejstringen stråler helt hen i sofaen når han laver mad.

Jeg er før stødt på hans kogebog Mad til folket og da min svigerinde havde den stående, måtte den lige en tur med hjem på ferie – jeg kunne dog på 15 min. konkludere at jeg må eje den. Det er sjældent jeg finder en kogebog hvor jeg har lyst til at lave 95% af opskrifterne – og at ingredienslisten er reduceret til det almindelige køkkens beholdning gør det let at kaste sig ud i det.

Græskar er ikke en grøntsag der optræder meget i madplanen og min erfaring med det er også begrænset, jeg er ikke udpræget begejstret for den lidt fade og neutrale smag. Men denne kogebog + et godt tilbud på danske, øko. hokkaido blev til denne lækre ret.

Med parmesanens salte smag, ricottaens cremede fylde var denne ret som jeg elsker mine pastaretter. Sammen med den fyldige pastaret fik vi frisk babyspinat med groftskårne sugarsnaps – et friskt og let,bittert indslag der gjorde sig utrolig godt.

Til denne lækre ret (3-4 pers.) brugte jeg:

  • 1 finthakket løg
  • 3 spsk. olivenolie
  • 400 g kylling i tern
  • 1/2 tsk merian (orginalt: 3 kviste salvie, men det er ikke lige mit favoritkrydderi)
  • ½ finthakket, rød chili uden kerner (efter smag)
  • 400 g hokkaido i mundrette tern (buttenutsquash kan også bruges)
  • 160 g ricotta
  • 1 dl friskrevet parmesan
  • 300 g tørret conchiglie-pasta (penne er også fine)
  • friskkværnet peber
  • salt
Kog pastaen efter anvisningen på pakken og lad det dryppe godt af. Imens, i en stor gryde/wok brunes kyllingen og tages af inden løg svitses med chili og merian. Tilsæt græskarternene og lad det stege ca 5 min til græskarret er helt mørt. Tilsæt ricotta og parmesan og vend det rundt. Vend pastaen og kyllingen ned i blandingen og smag retten til med salt og peber. Retten smager godt med et ekstra skud peber og friskrevet parmesan – mums!
Dette var lige et lille hurtigt indlæg, jeg har nemlig vandbakkelser der skal pyntes. Om et par timer kommer min kære mormor og morfar på besøg til en kop kaffe – og det er også længe siden jeg har set dem, faktisk ikke siden foråret. De er så søde at tilbyde at lege chauffør, nu de kommer i bil – så efter kaffen går turen i Bilka hvor der lige skal tulles lidt rundt og gerne fyldes lidt i fryseren.
I år har kæresten og jeg aflyst fødselsdagsgaver til hinanden – i stedet bliver det en tur på Aros og ud og spise, jeg glæder mig allerede og er meget spændt på at se Aros der for tiden byder på Edvard Munchs fascinerende kunstværker.
Nå nu kalder vandbakkelserne, god søndag derude :)
Print Friendly

Fantastisk med en kommentar!