Krydrede pebernødder og musespil

 

Pebernødder genopdagede jeg sidste år og måtte overgive mig til Lagkagehusets meget skønne opskrift – helt anderledes end de umådeligt kedelige udgaver der huserer i julen. Derfor måtte begejstringen da gentages i år. Det er uden tvivl de hurtigste småkager jeg kender – og svineriet er på det absolutte minimum. Dejen er fantastisk at arbejde med, gad vide om det er den piskede fløde der gør underværker? i hvert fald vil dejen ikke klistre til hverken fingre eller bord – og det endda selvom den har rumtemperatur. Jeg bagte en halv portion – dvs. 2 plader og fra jeg startede til de lå til afkøling på risten var der ikke gået 30 min!- og så var opvasken også taget endda.

Opskriften har jeg givet herinde før – men siden jeg i denne omgang har fået taget nye (og bedre) billeder tænker jeg dette må ses som en erstatning – og opskriften på 4 tætbelagte plader pebernødder lyder på:

  • 500 g hvedemel
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 lille tsk hvid peber
  • 1 tsk stødt ingefær
  • 1 tsk kanel
  • 1 tsk natron
  • 1 tsk bagepulver
  • 250 g smør
  • 250 g sukker
  • 1 dl piskefløde

Tænd ovnen på 200 grader. Giv smørret 15 sek. i mikroovnen så det er blødt (men ikke smeltet!) og pisk det sammen med sukkeret. Tilsæt fløden og pisk igen til massen er ensartet. Bland alle de tørre ingredienser i melet og rør med dejkroge melet ned i massen. Dejen deles i håndstore klumper der rulles ud til tykkelsen af en lillefinger. Del stængerne med en kniv i små stykker og tril dem runde inden inden de lægges på den beklædte bageplade. Pebernødderne flyder ikke meget ud, de vokser mere op, så de kan placeres relativt tæt. Bag pebernødderne 8-10 minutter til de har taget en liiiille smule farve, dejen er lys så hold godt øje – de bliver ikke meget mørke.

Musespil

Spillet lærte jeg i min medhjælpertid i en vuggestue – der altså havde en meget frigjort sukkerpolitik. I julemåneden spillede vi spillet meget med børnene og når de største havde demonstreret hvordan man gjorde – kunne mange af de yngre børn også deltage. Spillet indebærer dog altså en god portion pebernødder, men starter man med at bage dem kan det måske hjælpe på det 😉

Spillet går ud på at der på bordet laves en stribe pebernødder, hvorefter én af spillerne forlader rummet. De restende spillere udpeger i fællesskab en pebernød der bliver ‘musen’. Den ene spiller kommer tilbage til bordet og udpegeren pebernød – er der stille kan han spise den og så videre. Peger han på ‘musen’ råber de andre spillere “MUS!” og turen går videre til næste spiller og der fyldes en ny stribe op. Spillet går altså ud på at spise så mange pebernødder man kan – og spillet slutter når man løber tør for pebernødder (eller den mængde man har gjort til spillepulje). Spillet er simpelt, hyggeligt og kan altså være sjovt med selv små børn :)

 

Sneen er kommet til Århus og Anton havde en fest med at fange snefnug på ruden – pga. opdriftsvind ved bygningen sner det altid opad ved vinduerne, hvilket kan være særligt frustrerende når de skal fanges 😉 Han fik en smule sne ind til sig og endte egentlig med at spise det, hvorefter begejstringen faldt betydeligt.

Manfred trives ikke med snestorm – i den højde må det også være træls – men han er glad for at det bløde sne har afløst isen der kan skære lidt i poterne – I skal lige se et af mine favoritbilleder fra forrige vinter

Print Friendly

Fantastisk med en kommentar!