Kunsten at lave sprøde flæskesvær 4

… jo for det kan altså drille og jeg har da også igennem årene måttet servere en flæskesteg eller to med bløde svær hist og her. Normalt langtidssteger jeg mine flæskestege og fredag kunne jeg da også servere en svinekam der havde nydt hele 7 timer i ovnen og dermed var så mør at det umuligt kunne skæres i hele skiver. Det er dog helt ligegyldigt hvor længe man ønsker at stege den – det er forberedelserne og sluttilberedningen der gøre forskellen.

Førhen har jeg altid stegt flæskestegen efter min mors anvisninger og den har da også altid smagt rigtig godt, men det har været svært at få alle svær sprøde – og ikke kun dem på midten. Men så en dag sad jeg tilfældigvis inde på Politikkens madside (der for øvrigt kan anbefales til inspiration og viden) og fandt et videoklip med en kok der lovede en idiotsikker metode.. nå nå .. jamen det måtte jeg jo altså teste. 3 flæskestege senere må jeg erkende at jeg aldrig har serveret så perfekte svær som med denne metode – så om den er idiotsikker skal jeg ikke kunne sige, men den er sikker for mig 😉

Tilgangen virker uanset stegens størrelse, “skævhed” og hvad der ellers kan være – men den kræver altså en lille smule arbejde .. det er ikke nok at kaste salt på at sætte den ind – til gengæld betaler det sig – i flæskesvær!

Nå, til sagen:

Start med at bruge tiden på at ridse alle svær godt efter med en skarp kniv. Skær helt ned til kødet (endelig ikke længere!) og sørg for det gøres over hele stegens bredde. Kog i elkedel en stor kande vand. Læg flæskestegen i bradepanden med sværene nedad og hæld det kogende vand ved så det dækker sværene. Lad stegen stå på køkkenbordet i 30 minutter – i mens kan ovnen forvarmes til den ønskede stegetemperatur. Vend stegen om, nu bør sværene være meget blødgjorte, og giv dem groft salt. Det grove salt skal ned mellem hver svær og det drysses godt på toppen. Steg herefter stegen som du plejer – sådan plejer jeg at stege min.

½ time før servering sættes ovnen på 225 grader, bradepanden tages ud og med krøllet stanniol og andre tricks gøres stegen så vandret som muligt – så sværene er så plane så muligt. Sæt stegen tilbage, midt, i ovnen og nu skal den holdes et vågent øje med da sværene én for én vil begynde at “poppe” op og bliver sprøde. Er der stadig lidt der mangler – kan stegen grilles et kort øjeblik mens der kigges gennem lågen. Og vupti – de sprødeste svær … lige som poserne der kan købes hos slagteren .. bare lune og ovenpå et mørt stykke steg – det er tæt på himmelsk.

Tænk sig at denne enkle metode kan være svaret på et spørgsmål der efterhånden er stillet af mange .. prøv den!

De sidste dage har været lidt .. mærkelige for mig. Torsdag var Manfred til dyrlæge, han skulle have sit årlige sundhedstjek/vaccinationsprogram og så skulle han have kigget på sin lille hale der ikke har krøllet som den skal/plejer siden jul rigtigt. Haletjekket blev udsat da han ikke virkede til at have ondt overhovedet og fordi vi vidste der ville komme et sundhedstjek, samtidig havde jeg en formodning om at det kunne være kirtlerne der drillede i det han var begyndt at tage rumpeture – hvilket jo ikke er noget alvorligt.

Da vi træder ind i konsultationsrummet på hospitalet kan jeg da godt se at dyrlægen rynker panden da jeg fortæller om halen, og med Manfreds sygehistorie får jeg allerede dér en knude i maven. Hun tjekkede først kirtlerne for at af-/bekræfte min teori – et ildelugtende overgreb på Manfred der bestemt fandt det ubehageligt. Derefter trykkede hun hårdt med fingerspidserne ned langs hans rygsøjle og da hun nåede helt ned til haleroden blev han vred – det gjorde ondt. Knuden i maven blev kombineret med en kulsort samvittighed … tænk sig.. han har jo haft ondt så længe og vi har ikke taget det alvorligt … Hun tjekkede igen og nøjagtigt samme sted reagerede Manfred på smerten.

Dyrlægen kom derefter med to teorier, der i mine ører lyder som et pest/kolera-scenario: gigt eller diskusprolaps. Puha .. jeg kan stadig ikke helt tænke på det, og slet ikke tænke på konsekvenserne af de to diagnoser – det er så uoverskueligt for mig hvis Manfred, med hans sygehistorie, skal igennem et ulideligt forløb .. ligesom jeg slet ikke kan overskue om det påvirker hans livskvalitet så meget at vi er nød til at forberede os på at tage en forfærdelig beslutning.. puha .. udfaldet af dette forløb er svært for mig at gisne om, og det er det der skræmmer mest ..

På torsdag skal han indlægges på hospitalet og have en CT-skanning der, efter dyrlægens udsagn, kan give et sikkert svar på hvad der er galt. Jeg har for første gang helt undladt at Google og stille spørgsmålstegn til behandlingsmetoder og fremtidsudsigter – for jeg kan ikke forholde mig til begge diagnoser og slet ikke begge kategoriers “worst-case-scenarios”. Det eneste positive jeg har at holde fast i lige nu er at Manfred virker glad og efter vi kom hjem med smertestillende krøller halen lidt mere – så han må have mindre ondt. Samtidig er fladnæser særligt “privilegerede” når de skal vågne op – pga. snuden skal de nemlig overvåges og kan/må ikke ligge ude i et bur for sig selv. Det betyder at Manfred fx én gang har lagt og puttet inde i operationsstuen med en dyrlæges labrador (der fungerer som bloddonor) og med selskab af en masse småforelskede sygeplejersker .. en anden gang har han siddet i receptionen ved en sygeplejerske og vågnet op på hendes skød .. Jo stamkunder er vi, og det kan man sige mange trælse ting om – men det betyder også at de kender Manfred utrolig godt og er meget glade for ham, særligt den ene sygeplejerske der selv har en mops (der tit er med på arbejde) J

Manfred får en ekstra godbid, ekstra gode gåture og al den kærlighed han orker – og så må vi holde vejret til torsdag eftermiddag.