Thaistegte kyllingefrikadeller med asiatisk salat på persillerod

IMG_6824

 

… En ret der altså føles temmelig eksotisk på en almindelig, kold hverdag. Normalt plejer jeg at forfalde til de almindelige lækre kyllingedeller, men i min søgen efter lidt inspiration faldt jeg over disse hos Familie Journalen og måtte altså prøve den. Jeg ændrede en smule i opskriften og må tilstå at jeg egentlig var lidt skeptisk – måske mest over kyllingefrikadellerne, hvis smag jeg havde svært ved at forestille mig. Retten ser let ud og er det egentlig også – men den kræver måske en smule mere arbejde eller opmærksomhed end hvad man gider en dag det skal gå stærkt – så sæt liiige en smule ekstra tid af J

IMG_6815

Til en stor portion (4 pers.) brugte jeg:

Kyllingefrikadeller:

  • 500 g hakket kyllingekød
  • 1 løg, finthakket
  • 1 rød chili, finthakket
  • 1 spsk. Friskrevet ingefær
  • 1 spsk. limesaft
  • 2 spsk. østerssauce
  • 1 spsk. Fiskesauce
  • 3 spsk. Sesamfrø
  • 2 spsk. olie

Thaisalat:

  • 250 g risnudler
  • 150 g persillerod
  • 75 g sukkerærter
  • 1 dl kokosmælk
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 dl ærtespirer
  • Salt/peber

IMG_6817

Rør farsen grundigt sammen og lad den trække 20-30 minutter i køleskabet. Sæt en stor gryde vand over. I mens forberedes salaten en smule: persillerødderne skrælles, skæres midt over og stykkerne smides nu forsigtigt i det kogende vand i 10 minutter – herefter hældes de i et dørslag og køles ned. Peberfrugten skæres i tynde strimler, persillerødderne i tynde skiver og sukkerærterne deles på langs. Den store gryde kan nu sættes over med en ny runde vand og farsen kan formes og steges på en varm pande med olie. I en ny gryde bringes kokosmælken i kog, mens risnudlerne koges. Skyl risnudlerne under koldt vand i et dørslag og lad dem dryppe af. Lad sukkerærterne koge i kokosmælken 4 minutter inden nudler, peberfrugt, ærtespirer og persillerod hældes ved og det kort varmes igennem/vendes sammen. Servér den sprøde thaisalat med de varme kyllingedeller og et drys ærtespirer – så har du en lækker ret hvor alle smage er repræsenteret, MUMS!

IMG_6816

Om end jeg syntes at thaisalaten var en anelse bøvlet – så smagte den altså skønt. Det var også mit første træf med risnudler og umiddelbart synes jeg de var fine – jeg foretrækker dog de almindelige nudler af den simple grund at de smager af lidt mere og fylder lidt mere. Thaidellerne var altså utroligt lækre og selvom kombinationen af umami og ingefær med kyllingekød umiddelbart lød lidt sært – så smagte de skønt og jeg nyder at have fået en variation i ærmet.

IMG_6821

Lige i disse dage er der lidt stille herinde – men det betyder ikke at der ikke sker noget! Jeg hækler på livet løs og kan snart præsentere et nyt lille dyr herinde, samt en “fødsels”gave til en veninde (den må så vente til hun har født 😉 ) og i går kom der en stor pakke hjem med smukt, smukt garn jeg glæder mig til at vise. Derudover bliver der også kokkereret og jeg har både gryderetter og bagværk i vente herinde – og siden jeg pønser på at forkæle mine kolleger med bagværk på mandag – ja så kommer der nok endnu én i køen.

IMG_6826

Men lige i denne uge har jeg altså mentalt lagt vandret – ovenpå en syg Manfred havde jeg vidst fået booket programmet lidt for stramt og jeg måtte i går lytte til min krop og gå i seng trods uret kun viste 19.30 – ak. Jeg sov tungt og godt i mere end 10 timer og selvom mange ting stadig er lidt trælse – er de altså mindre dystre når man er udhvilet. Manfred fik udskudt sin operation så først i morges kunne jeg aflevere ham på dyrehospitalet. Dyrlægen tog sig god tid med en plastik-model af en hunderygsøjle til at fortælle mig i detaljer hvordan han ville operere Manfreds ryg og hvordan det ville hele. Min største bekymring var risici under operationen og fremtidsudsigterne for Manfred bagefter. Operationen er gået godt og Manfred ville blive forkælet af en sygeplejeelev der ville give ekstra foder og et kærligt nus bag øret. Manfreds fremtid som vores lille familiehund ser heldigvis meget lys ud og efter 1-1,5 måned burde han være helt fri af mén og klar til de lange skovture i forårsvejret. Indtil da må han holdes i ro – og det er jo egentlig ikke det værste når man bare gerne vil ligge og putte med ham.

IMG_6822

Weekenden bliver dog lidt hård at komme igennem – her er meget stille når kun Anton er her til at lave ballade ( selvom han ellers mestrer meget ballade 😉 ) så tiden skal fyldes med træning, træning, hækling og lidt praktisk oprydning .. nåerh ja: og så skal der vel bages til kollegerne. I aften skal dynen hives ind på sofaen, hæklegrejet hives frem og måske en drillepind kan mobbe lille Anton så han slet ikke synes det er for kedeligt at være “enebarn”.

IMG_6825

Print Friendly, PDF & Email

Fantastisk med en kommentar!