2 hæklede alfehuer

IMG_7874

Disse to er jeg netop blevet færdig med og jeg må sige jeg er lidt glad for dem – jeg synes de er blevet så fine. Opskriften er igen improviseret og det gode med denne slags hue er at det altså skal gå voldsomt galt før det ikke bare kan kreeres på øjemål og sjussement. Jeg går dog lige nu og planlægger et par projekter og ét af dem bliver at få skrevet en opskrift ned efterhånden som jeg får en hue fra hånden.

IMG_7891

IMG_7893

Der har været en anelse stille i forhold til den normale aktivitet herinde, men udover en masse planlagte aktiviteter har hovedet været helt fuld den seneste uge. Kæresten er blevet optaget til at skulle på studietur med B&O til Shanghai i 3 uger, allerede med afrejse i slutningen af juni – så udover at skulle forholde sig til at undvære ham så længe, glædes over optagelsen, sende ham af sted på diverse informationsmøder ja så skulle der lige findes penge til rejsen og nogle lommepenge (resten er inklusiv!).

IMG_7880

 

IMG_7890

Ja faktisk har jeg haft en fornemmelse af at vi har brugt maaaaange penge på det sidste, og det gør mig altid liidt usikker – ikke fordi der bruges mere end hvad vi har, men vel bare fordi det er store beløb der hives ud. Med Manfreds sygdom og kærestens eventyr i Kina havde jeg egentlig sat bilkøb en smule på standby, simpelthen fordi jeg ikke lige havde forestillingsevnen til at se sådan en post på kontoudtoget også. Alligevel har det simpelthen kriblet i hovedet, den frihed .. alle de muligheder .. alle de oplevelser. Fx at kunne besøge familien spontant, at få muligheden for at komme i de zoologiske haver på Djursland, kunne tage Manfred ud i den kølige Marselisskov på en hed sommerdag, tage Manfred ud og grave i hans elskede tang og nyde lidt svalt vand på det sarte maveskind, handle ind efter tilbud og ikke kun tilgængelighed, jeg kunne blive bedre til at køre (opbygge en rutine efter nyerhvervet kørekort) og få bedre mulighed for at besøge veninder i det ganske land. Jo tanken om bil lurede voldsomt i baghovedet.

IMG_7884

 

IMG_7888

Og så begyndte tanken at ulme, hver dag efter arbejde blev det samtaleemnet herhjemme – og hver dag tog vi en ny beslutning. Jeg læste side op og side ned hos FDM om tests, vurderinger og muligheder. De nye biler var en jungle (!), prisen var stort set den samme men så fik man også en bil der var helt, helt skrabet og tilkøb af fx radio kunne koste op mod 6000. En jungle af tilkøb på radio, aircondition, 5 døre, elruder, kopholdere osv osv… tror vi har gennemgået op mod 10 biler minutiøst og detaljeret og hver aften tog vi en ny beslutning om bilvalg. Efter lidt granskning endte valget dog på en billigere løsning, en brugt bil. Men hvilken? .. puh.. mere læsning og mere granskning. Drømmen var en billig bil, der var velholdt og økonomisk – og der faldt kæresten over Kia Picanto 2006-modellen som pt. er kåret som FDM’s anbefaling af “bedste brugtbilskøb” og så kunne vi pludseligt bedre lægge de andre modeller til side.

IMG_7886

Ved et tilfælde faldt jeg over en kongeblå (som pige er farven en vigtig del af hvad jeg kan forholde mig til på en bil 😉 ) Picanto der så lovende ud og mandag tog vi ud på en prøvetur. Kørselsmæssigt var det kæresten der stod for at teste – jeg skulle blot lige køre en lille strækning for at mærke hvordan den føltes – mere har jeg jo ikke erfaring til at vurdere. Bilen var god, faktisk var den bare rigtig god – og jeg har på fornemmelsen at vi har fundet et røverkøb uden lige. I morgen pakker vi os sammen med mine bedsteforældre og drager en sidste gang mod den kongeblå skønhed – den skal prøvekøres, testes og tjekkes af min dejlige morfar og hvis ikke han ringer en alvorlig alarmklokke har vi pungen fyldt med langt flere penge end sædvanligt. Uha, det fylder bare meget lige nu – vi har talt om det i så mange år men har altid vægret os pga. min manglende kørekort og en mere skrøbelig økonomi men nu sker det muligvis .. jo det føles meget voksent J

IMG_7891

Lige nu sidder jeg stadig og hygger i nattøjet, det er tiltrængt efter en arbejdsuge der, trods helligdagen torsdag, har været travl og begivenhedsrig. Men siden jeg lige om straks skal til endnu en spilledag med veninder (kors det er hyggeligt!) må jeg gemme lidt af fortællingen til et andet indlæg J

Print Friendly, PDF & Email

Fantastisk med en kommentar!