Chicken Tikka Masala

IMG_9903

En indisk delikatesse med masser af smag og et hav af gode krydderier. Mit kendskab til indisk køkken er stadig i sin spæde start men jeg synes dog at have erfaret det ikke er stærkt, så meget som det blot er kraftigt krydret. I virkeligheden synes jeg at opleve maden som en smule til en “søde” side, og stort set altid med garam masala – der er et blandingskrydderi med en kraftig note af spidskommen.

IMG_9862

IMG_9874

Tikka masala har jeg tøvet med af mange årsager, men den vigtigste var primært den utroligt lange liste af krydderier og i det hele taget en ingrediensliste der når bunden af en A4-side.

IMG_9873

IMG_9877

Ikke desto mindre: når så ingredienslisten nærstuderes opdager man lige pludselig at de fleste ingredienser er ganske normale og findes henne i køkkenskabet. Og siden vi var på La Viet har jeg simpelthen bare haft lyst til at spise videre af den østlige mad.

IMG_9904

Denne dag endte jeg så i det indiske køkken, og heldigvis, for det smagte bare vildt godt! Jeg elsker at bruge alle de krydderier og at der bruges lime til at gøre kyllingen godt mør! Egentlig er store egne af Indien vegetariske, alligevel tror jeg at tikka masala svarer til den danske gryderet: der er hundrede af måder at lave det på! Dette er min måde (4 pers.):

IMG_9914

Ingredienserne er, af hensyn til overblikket, skrevet i helt kronologisk form:

  • 500 g kyllingebryst
  • Olie til stegning
  • Marinade
    • 1 dl yoghurt natural
    • 3 fed hvidløg
    • 3 cm skrællet ingefærrod
    • 2 tsk. garam masala
    • 1 tsk. Gurkemeje
    • 1 tsk. Tørret chili
    • 2 tsk. Groft salt
    • 3 limefrugter (saften)
  • Sovsen
    • 1 løg i tern
    • 2 fed hvidløg
    • 2 cm skrællet ingefærrod
    • 2 spsk. tomatpuré
    • 1 tsk. Gurkemeje
    • 40 g mandler
    • 4 dl vand
    • ½ dl fløde
    • Salt/peber

Servering: Ris eller naan-brød.

IMG_9900

Start i god tid: kødet skal trække 1 time og gerne 24 hvis tiden er til det. Først skal marinaden laves: ingefær og hvidløg køres fint i en minihakker/blender. Alle krydderierne røres i yoghurten med limesaften og hvidløg og ingefær tilsættes. Skær kyllingen i tynde tern eller strimler. Vend kyllingen grundigt i marinaden og lad den nu trække i køleskabet. Det er en god idé at lade den trække i en pose: dels kan krydderierne går i andre madvarer i køleskabet og dels kan gurkemejen hurtigt farve din skål permanent gul (lesson learned .. again.).

IMG_9909

Forvarm ovnen til 250 grader og hæld kødet i et ovnfast fad. Steg kødet ca. 15 minutter og stil det til side, mens sovsen startes:

Finthak hvidløg og løg i minihakker/blender. Steg løgene let gyldne i en mellemstor gryde inden løg og hvidløg tilsættes og svitses med under omrøring 1 minut. Blend nu mandlerne til de er finthakkede. Tilsæt tomatpuré og svits det endnu 1 minut under omrøring. Hæld nu gurkemeje, vand og mandler i gryden og lad det simre 5 minutter. Tilsæt fløden og smag retten til med salt/peber inden den serveres.

IMG_9903

Chicken Tikka Masala smager kraftigt og krydret, så for en pige fra landet var ris ganske godt til at mildne det hele. Samtidig spiste jeg simpelthen mindre sauce end jeg måske normalt ville have gjort, men det er så afgjort en ret der skal serveres igen – gerne på en råkold vinterdag!

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Fantastisk med en kommentar!