Klassiske vafler med kardemomme

IMG_1384

En sød og delikat forkælelse. Jeg elsker kardemomme, og i disse vafler giver det både en god smag og skøn aroma. Vafler er jo egentlig ikke så besværlige – jo hvis man lavede dem mandag morgen måske – men en søndag formiddag hvor tempoet er lavt og humøret højt: er vafler en skøn prik over i’et.

IMG_1394

Jeg har i flere år ønsket mig et vaffeljern, men det har altid været ét af dem jeg ikke liiige fik gjort noget ved – så da jeg pakkede en fin, fin vaffel-mager ud juleaften blev jeg bare glad. Jeg valgte at indvi julegaven på en fridag efter en weekendvagt, og det var bare toppen af selvforkælelse at servere disse lækre vafler.

IMG_1393

Vafler er jo ikke “bare” vafler. Der findes et utal af varianter og jeg er da også kun lige begyndt, der skal eksperimenteres videre når fridagene åbner op for det, men sikke en start.

Dejen her rækker til ca. 6-8 vafler, dejen er temmelig tyk men der gør den nem at arbejde med – hæld blot en portion i, fordel det en lille smule og klap jernet sammen – så klarer den det sidste fordelingsarbejde mens den bager. Muligvis får du flere vafler ud af portionen, jeg skulle jo lige lære mit “jern” at kende 🙂

IMG_1408

Jeg fandt opskriften hos Familie Journalen, dejlig nemt og skulle efter forlydender være en vinder i Norge.

Apropos bagning, slog det mig i dag at det simpelthen er utrolig lang tid siden jeg sidst har bagt brød! Så det skal der da rådes bod på 🙂

IMG_1382

Tilbage til skønhederne her:

  • 2 æg
  • 1 dl sukker
  • 2 dl kærnemælk
  • 1½ dl vand
  • 350 g hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • ½ tsk. natron
  • 1 tsk. kardemomme
  • 125 g smeltet smør

Tænd vaffeljernet, det skal gerne stå 10-15 minutter og gennemvarme, for at vaflerne bliver bedst. Pisk æg og sukker til en hvid og luftig æggesnaps. Rør de tørre ingredienser sammen. Pisk kærnemælk, vand og melblandingen i dejen og pisk til det er fri af klumper. Lad dejen hvile 15. min i køleskabet.

Inden vaflerne laves, piskes det smeltede smør i dejen. Fordel ca. ½ dl dej i jernet (alt efter diameter, smag og behag) og bag vaflen 3-5 minutter.

IMG_1392

Vaflen kan varieres i uendeligheder og der kan tilsættes banan, kanel, citronskal, appelsinskal, stødt nellike osv. Derudover kan de nydes med is, syltetøj, chokoladecreme eller meget andet.

Jeg nød mine vafler med friske hindbær, et drys flormelis og en anelse brombærstøv – der sneg sig vidst også en smule akaciehonning op på tallerkenen. Faktisk burde man skrive sådan et indlæg her, imens vaflerne blev spist – for det er lidt hårdt for mundvandet senere hen 😉

IMG_1410

Lige nu sidder jeg lige og sunder mig efter vi er landet i Aarhus igen. Med et weekendophold i Aalborg synes der både at være følelsen af ny energi, koblet med en smule træthed ovenpå en dejlig weekend. Der er selvfølgelig taget lidt billeder, nogle har måske set lidt på Instagram (@grydelappensherligheder) men planen er også at dele en smule herinde når oplevelsen har bundfældet sig.

Jeg har brugt en feriedag på at forlænge min weekend til at omfatte mandag og det fortryder jeg ikke et øjeblik i dag. I morgen kommer nemlig en veninde på besøg og der skal bare hygges og slappes af – arh måske også lige svinges en støvsuger, men ellers! Håber du nyder din stormfulde søndag, den er som skabt til hyggestunder!

IMG_1390

Print Friendly, PDF & Email

Fantastisk med en kommentar!