Koldthævede, grove skagenslapper 5

IMG_1557

Disse brød er suveræne på morgenbordet og den gode, grove smag er fantastisk med en skive ost. Det var jo lige pludselig længe siden jeg havde gjort i nyt bagværk og mandag kunne jeg så nyde fridagen med lune morgenbrød og varm chai the latte – sjælepleje.

IMG_1512

Egentlig er skagenslapper vel rundstykker, og med det tætte birkesdrys på toppen bliver der også en sprød og knasende overflade, jeg vælger dog at omtale dem som boller for at anerkende, at der er en forskel mellem bagerens skagenslapper og mine – jeg ved dog godt hvad jeg synes smager bedst! 😉

IMG_1513

IMG_1518

Boller er skønne når køkkenskabet trænger til at blive ryddet lidt for halvtomme poser, og oftest er bolledejen ikke blot taknemmelig over de små bidrag, men synes også at kunne spinde det rene guld på det.

s

Bollerne her er også et resultat af en sjat durumkerner (dem fra finax), en slump maltmel og små poser med forskellige kernerester.

IMG_1521

Egentlig har jeg ofte været lidt tilbageholdende med koldthævet dej, da jeg synes de kan have en tendens til at blive for flade og bløde, jeg foretrækker højt brød og elsker overfladen på traditionelt bagværk. Disse lapper blev dog virkelig gode! Der kom en rigtig fin højde på bollerne, de blev luftige og samtidig smagfulde og sprøde.

IMG_1526

Jeg valgte at dele min dej i 2 dele og lave små græskarstykker ud af sidste halvdel, de er lækre og lidt mere praktiske i madpakken. Men jeg vælger at nedfælde opskriften, som hvis du kun laver 1 variant ud af dejen: skagenslapperne. Husk at melmængderne altid er vejledende, der kan være forskelligt hvor meget mel en dej kan suge.

IMG_1534

Til disse skønherligheder brugte jeg (15-16 stk.):

  • 5 dl koldt vand
  • 2 dl yoghurt naturel
  • 15 g gær
  • ½ dl smagsneutral olie (fx raps)
  • 2 tsk. honning
  • 1 æg
  • 2 tsk. salt
  • 2 spsk. sesamfrø
  • 80 g durumkerner
  • 20 g mørk maltmel
  • 200 g hvid hvedemel (altså grovmelstypen der hedder “hvid hvede”)
  • 50 g durumhvedemel
  • 600-650 g hvedemel
  • Drys
    • Toppen: 2 spsk. birkes og 1½ spsk. sesamfrø
    • Bund:    100-150 g solsikkekerner

IMG_1541

Aften:

Rør gæren ud i det kolde vand og tilsæt yoghurt. Tilsæt æg, olie, honning, sesamfrø og durumkerner. Tilsæt maltmel, en smule mel og derefter salt. Rør resten af melet i, dejen skal være våd men stadig have en vis tykkelse. Jeg æltede dejen ca. 10 minutter på køkkenmaskinen – til dejen dannede lange strenge når jeg løftede krogen op. Dæk skålen med film, prik 3-4 huller heri, og stil skålen i køleskabet natten over.

IMG_1551

IMG_1543

Morgen:

Tag skålen ud på køkkenbordet og lad gerne dejen sunde sig 1 times tid. Tænd ovnen på 200 grader. Bland topdrys i en skål og fordel solsikkekernerne i en flad, stor tallerken. Beklæd 2 bageplader med bagepapir. Brug 2 skeer til at samle dejen op med, skyl dem i koldt vand inden du stikker dem i skålen – så vil dejen ikke hænge ved. Saml en god, stor klat på skeen og læg den i tallerkenen. Brug skeerne til at samle bollen op igen og placér den på bagepladen. Forsæt til første bageplade er fyldt. Lad bollerne efterhæve 10 minutter.

IMG_1548

IMG_1544

Pensl bollerne med vand, drys rundhåndet med birkes/sesam og bag bollerne midt i ovnen ca. 15 minutter – brug evt. stegetermometer-metoden. Imens første hold bages, laves sidste hold og de efterhæver indtil ovnen bliver ledig.

Lad bollerne køle lidt ned på bageristen inden de serveres – mums!

Her et lille billede af min 2. variant – de små græskarbrud

IMG_1567

Print Friendly

5 thoughts on “Koldthævede, grove skagenslapper

  1. Svar stephanie jan 23, 2014 19:08

    Hej Sanne. Er lige faldet over din opskrift på indisk kylling og ris, som jeg overvejer at lave til mine gæster imorgen. Hvor mange personer er opskriften til? :)

    • Svar Sanne jan 23, 2014 19:56

      Hej Stephanie, jeg går ud fra det er denne ret du mener. Jeg vil mene den rækker til 3-4 mennesker alt efter hvor sultne de er, om der er tilbehør fx naanbrød osv. Har du rester kan du fint røre risene i gryden og fryse det ned i portioner – det er en lækker nødløsning på travle dage! God fornøjelse!

  2. Svar Louise Jensen mar 4, 2014 12:38

    Hej Sanne, bollerne ser rigtig spændende ud og jeg glæder mig til at prøve og bage dem. Jeg er lige blevet sat på mælkefri kost og tænker på om man kan undlade naturel yoghurten. Eller har du et forslag til noget andet jeg kan erstatte med som ikke er et mælkeprodukt?
    PS. Jeg har prøvet et par af dine lagkager, de er bare lækre :-)

    Hilsner fra Louise

  3. Svar tina sep 30, 2014 11:14

    hej hvor har du købt de der durumkerner fra finax jeg kan ikke finde dem vh tina

  4. Svar Freja aug 20, 2015 08:52

    Hey, hvor køber du mørkt maltmel?

Fantastisk med en kommentar!