Rød chiligryde

Jeg laver aldrig gryderetter i små portioner – basta. Det tager evigheder at snitte alt det grønt jeg putter i og så kan det også føles som en belønning til sig selv – i morgen når maden blot skal varmes, og måske også en portion til fryseren.  Derfor kan opskriften der kommer her sagtens halveres og såmænd mere end det.
Det er ikke en simreret – det er nemlig fordelen ved at bruge kylling 🙂

Til min 8-10 personers portion brugte jeg:
  • 450 g kyllingfilet i grove tern
  • 1 grofthakket grøn peberfrugt
  • 1/2 grofthakket peberfrugt
  • 1 1/2 grøn chili inklusiv kerner, skåret i strimler
  • 1 1/2 stort løg
  • 4 fed hvidløg
  • 200 g jordskokker, skællede og i skiver
  • 250 g gulerødder, skrællede og i skiver.
  • 400 g hele, rensede champignon
  • 2 dl røde linser
  • 3 ds. hakkede tomater
  • 1 tsk tomatkoncentrat
  • 3 dl vand
  • 1 tsk tørret chili
  • 2 tsk paprika
  • 1 tsk karry
  • 1/2 tsk merian (alle krydderier er efter smag og behag)
  • salt/peber
  • fuldkornsris efter appetit.
Start med at klargøre alle grøntsager og kylling. Svits gulerødder, jordskokker og peberfrugter til peberfrugterne er blevet møre (jeg brugte min wok for at speede tingene lidt op og kunne starte selve gryden ved siden af). Grøntsagerne tages op og nu svitses de hele champignon til væden er fordampet inden de også tages op.
Løg og chili glaseres i gryden inden kyllingen tilsættes sammen med krydderierne og når kyllingen er brunet godt på alle sider – tilsættes tomatkoncentratet og det svitses af inden de hakkede tomater og vandet tilsættes.
Lad gryden koge op til at simre, skyl de røde linser godt i en sigte og tilsæt dem gryden. Sæt risene over kog og når linserne er møre efter ca. 15 minutter tilsættes alle grøntsagerne igen og retten varmes godt igennem.
Retten smages til og servere med fuldkornsris og måske også et lille flute 🙂 Fortrinligt måltid der nu står på køl og trækker til endnu en dag i morgen – lækkert 🙂
og hvor er gryderetter bare ufotogene .. sær når kokken er løbet tør for frisk persille der kan give lidt kontrast …. øv – men smagen fejler absolut intet 🙂
Uh og et lille snapshot af de smukke blomster der nu har åbnet sig og dufter af forår i hele køkkenet
Print Friendly, PDF & Email

Fantastisk med en kommentar!