Kylling med hørfrø og soya

Jeg har glædet mig ret meget til at dele denne opskrift – for hold nu op det smager godt! Jeg er ikke wok-ekspert og ej heller wok-entusiast men der sniger sig alligevel lidt wokmad ind i madplanen – oftest fordi vores pande ikke helt kan rumme en helt menu.

Retten her er utrolig let, og ingredienslisten kan bære præg af hvad end køleskabet og forrådskammeret indeholder. Den kan også sagtens tilpasses og få et mere spicy præg med mere frisk chili, eller et krydret præg med karry – der går fint i spænd med soya.

Jeg lavede en ret stor portion, men når det gælder nudler uden fuldkorn falder mæthedsgraden en del – retten rækker til 3-4 personer eller 2 sultne der gerne vil have rester dagen efter 😉

  • 200 g nudler
  • olie til stegning
  • 4 sammenpiskede æg
  • 250 g gulerødder i stænger
  • 1/2 gul peberfrugt i tynde strimler
  • 250 g kyllingfilet i strimler
  • 1 spsk hørfrø
  • 150 g frosne ærter
  • 3 spsk soyasauce
  • 1 bdt purløg
Start med at brune kyllingen med hørfrøkernerne. Tag kyllingen op og steg nu æggemassen som scrambled eggs. Æggene tages op og gulerødder og peberfrugt steges til næsten møre. I mens koges nudlerne og hældes i et dørslag – inden de klistrer sammen tilsættes de grøntsagerne. Tilsæt nu kyllingen og æggene samt de frosne ærter og varm retten igennem med soyasaucen. Server retten med et drys af purløg og evt. ekstra soya.

En supernem hverdagsret til den sundere side, der samtidig bare smager helt formidabelt – jeg glæder mig allerede til vi skal have rester.
Nu er påsken jo lige om straks slut og jeg kan begynde at ane mit 2/3-møde i praktikken – det betyder en del skriftligt arbejde og siden 2 konfirmationer hamstrer lidt af fritiden så er dagen i dag jo oplagt at starte på. Madpakkeprojektet kører igen, og det vil også ses herinde – hvor dejligt at se frem til madpakken i stedet for det tvangsspisning af en selvdød makrel i tomat … Nå, nu kalder vasketøjet – God påske derude 🙂
Print Friendly, PDF & Email

1 kommentar

  1. […] Denne ret fik jeg smækket sammen en hverdag hvor tiden var knap og grøntsagsskuffen havde lidt grønt der trængte. Egentlig er den som en almindelig wokret – det er saucen der gør forskellen. Denne ret var desuden også ved at “ødelægge” parforholdet for en aften Kæresten spiser hverken fisk eller skaldyr, og han kan faktisk knapt gå forbi en fiskehandler eller være i rum med mig hvis jeg spiser fx røget makrel. Jeg havde længe kigget på fiskesauce og da jeg fandt én der var lavet på koncentrat og ikke direkte ansjoser tænkte jeg det gik – det skulle jo bare bruges som smagtilsætning på samme måde som soya (og faktisk også oysterssauce ). Med stor fornøjelse spiste han maden og roste den meget højt, og ville så høre hvad smagsforskellen var på denne ret og en tidligere jeg har lavet 😆 […]

Fantastisk med en kommentar!