Kylling i tomat og mozzarella

Denne ret er improviseret ud fra skabenes indhold og med lidt fokus på fiberindhold og protein. Kæresten har meldt sig til en smule vikararbejde og det er jo sjældent at de er det sjoveste opgaver – hvilket da heller ikke er tilfældet her. Så et varmt måltid mad med masser af fibre og proteiner kan give lidt ekstra kræfter til det ekstra arbejde.

Som de fleste gryderetter er målene ikke så vigtige og kan tilpasses køleskabets indhold og smagsløgene der skal nyde det. Jeg laver altid store portioner når det gælder gryderetter, en del af belønningen er nemlig også at maden dagen efter er dejlig nem.
Og lige en lille myte-aflivning, i det tilfælde den endnu ikke er helt død: med med persille må gerne genvarmes (!), men husk de 3 trin

Til en stor gryde (4 pers. ca) brugte jeg:

  • 2 spsk olivenolie
  • 1 grofthakket løg
  • 450 g fersk kylling i tern
  • 600 g grofthakkede, modne cherrytomater
  • 100 g kogt, røget skinke i strimler
  • 1 dl røde linser
  • 200 g frisk mozzarella i tern
  • 2,5 spsk balsamico eddike
  • 1 tsk sukker
  • 1 dl vand
  • 1 brik passata (kan ses her)
  • 1 tsk cayennepeber
  • 1 bdt. frisk persille
  • 4 dl bulgur
  • 6 dl vand
  • salt/peber
I en stor gryde brunes kyllingen i 3-4 minutter, tilsæt derefter løg og steg dem klare. De røde linser skylles grundigt i en sigte inden de tilsættes gryden sammen med vand, tomater og skinke. Lad retten simre under låg i 20-25 minutter til linserne er møre og tomaterne kogt godt ud. 
I mens sættes bulgur over i en ny gryde. Bulgur og de 6 dl vand bringes i kog med en teske groft salt, og simrer under låg i ca 10 minutter inden de er klar til servering.
Gryderetten koges nu videre med passata, sukker, balsamico, cayenne, 1 spsk grofthakket persille og salt/peber. Tag gryden af blusset og tilsæt mozzarella – den vil smelte ud i saucen og gøre den cremet og tyk.
Denne ret er virkelig skøn i dette vejr. Den gør det muligt at nyde de sæsonaktuelle, modne tomater og samtidig varme kroppen godt igennem efter endnu en kølig og blæsende sommerdag. Bulgur er ikke et felt jeg har voldsom erfaring med, det er temmelig eksotisk når man kommer fra et gammeldaws landbrug, men jeg er blevet meget begejstret for det og ikke mindst det høje fiberindhold.
Resten af ugen bliver streng på jobbet, så det gælder lige om at bide tænderne sammen og få dem overstået til weekenden. Til gengæld bliver det en weekend der byder på Kato til Fed Fredag i Friheden, og en tur på “Oksen” i Horsens – et visit indeholdende godt selskab og forhåbentlig god mad.
Print Friendly, PDF & Email

Fantastisk med en kommentar!