En nem suppe der skiller sig lidt ud fra de sædvanlige. Suppen mætter godt, er hurtig lavet og så er den rigtig god til dem der gerne vil have lidt struktur i suppen. Suppen er en slags kraftig bouillon med grøntsager og kød, blandet med lidt nudler og en smule sprødt salat.
Som det ses på billedet var ambitionen egentlig at spise med pinde og ske – men nudler og møre grøntsager lader sig ikke sådan lige fange så det blev ret hurtigt opgivet. Selvom vi egentlig ikke er udprægede suppemennesker herhjemme, var denne altså bare god.
Til denne lækre efterårsret brugte jeg (2-3 pers.)
- 450 g hakket kylling
- 2 spsk. sesamolie
- 2 porrer
- 4 gulerødder
- 250 g champignon
- 150 g fuldkornsnudler
- 1 ½ ltr. vand
- 2 terninger hønsebouillon
- 1 terning grøntsagsbouillon
- ½ dl sojasauce
- 2 fed hvidløg
- 1 citron
- 3 dl fine ærter (kan fint være frosne)
- ½ iceberg
- Servering: evt en smule brød
Start med at forberede det grønne: gulerødder skæres groft, porrer skæres i ringe, champignon skæres i skiver, iceberg skæres i strimler og hvidløgene pilles blot. En gryde med vand bringes i kog og nudlerne koges efter anvisningen inden de i et dørslag skylles med rigelige mængder kold vand. Sesamolie opvarmes i en stor gryde og kyllingekødet svitses heri.
Tilsæt champignon, gulerødder og porrer og lad det stege 1-2 min. yderligere under omrøring. Hæld nu soyasauce, vand og bouillonterninger i gryden – hvidløgene kan nu knuses ned i suppen. Lad suppen simre 5-10 minutter (til gulerødderne er møre) og smag den nu til med citronsaft – jeg brugte ca. saften fra ½ citron el. ca. 2 spsk.
Når suppen skal serveres hældes ½ dl ærter, ½ håndfuld iceberg og 1 håndfuld nudler i tallerknen hvorefter suppen hældes over og retten serveres – voilá!
Årh i dag ville jeg egentlig gerne fortælle en helt masse. Jeg ville gerne fortælle lidt om mine indtryk fra første arbejdsdag, eller om planerne for weekenden eller måske bare lette hjertet lidt om Manfreds helbred … faktum er dog at jeg bare er helt blæst og vildt træt. Alle de informationer, alle de indtryk. Så det må være når sovehjertet er tilfredsstillet 😉
Det ser lækkert ud , – hvor sjovt; havde ikk bemærket at der var iceberg salat i førend jeg læste opskriften igennem 😉
// Rikke //