Lækker lasagne med spinat

IMG_0292

… sund mad, minimal arbejdsindsats, billige ingredienser og relativ hurtig tilberedt: opskriften på hverdagsmad og de behov den skal dække. Selvfølgelig er alle de kriterier genstand for en individuel målestok, men en lasagne der passer sig selv i ovnen plejer for de fleste at betegnes som nemt.

IMG_0272

IMG_0273

Opskriften fandt jeg hos Føtex og deres nye tiltag “mæt for en mønt” som jeg er temmelig begejstret over. Maden er udformet som madplaner med udførlige opskrifter der alle indeholder dogmet at kuvertprisen ikke må overstige 20 kr. Ind imellem kan man med fordel godt skrue lidt på tingene og bruge lidt penge på at tilsætte mere grønt – omvendt strækker maden så også det længere.

IMG_0276

IMG_0277

Jeg har som sædvanlig hapset de opskrifter jeg fandt spændende og blot modificeret dem til vores køleskab og smagsløg – denne lavede jeg dog ingen ændringer i, for jeg var nysgerrig på slutresultatet, jeg frygtede den ville være tør (den tanke blev gjort til skamme!). Oveni havde jeg netop kasseret endnu en bradepande på baggrund af smuldret teflon, det har efterhånden kostet nogle stykker så jeg valgte at tage konsekvensen og drøne ned og hente kvalitet: Pillivuyts lasagnefad.

IMG_0281

 

Dejlig dybt og jeg har kun hørt godt om porcelænets kvalitet og jeg må sige jeg indtil videre er ovenud glad for mit køb – sikken lækker sag!

IMG_0291

Til denne lækre variant brugte jeg (4 pers.):

  • 1 pk. Friske fuldkornslasagneplader
  • 500 g hakket oksekød
  • 1 løg
  • 250 g champignon
  • 250 g frisk babyspinat
  • 1 ds hakkede tomater
  • 2 tsk. Oregano
  • Salt/peber
  • 2,5 dl. Vand
  • ¼ terning oksebouillon
  • 1 ps. Fedtfattig revet mozzarella
  • 3 spsk. rasp
  • Olie til stegning

IMG_0289

Tænd ovnen på 175 grader. Løget skæres i tern og champignon i skiver. I en stor gryde steges løgene glasklare inden kødet tilsættes og brunes. Tilsæt champignon og steg under omrøring til væden er fordampet en smule. Krydr med oregano, salt og peber. Tilsæt spinaten og steg under omrøring til det er faldet sammen. Læg nu kødet og pladerne skiftevis i et fad.

Opløs bouillon i vandet og bland det med tomaterne inden det hældes over lasagnen. Drys med revet ost og derefter rasp inden den bages midt i ovnen ca. 25 min. Lad lasagnen trække 5-7 minutter på køkkenbordet inden servering.

IMG_0285

 

Puh! Denne uge er egentlig gået derudaf i jævn og tilfredsstillende tempo men jeg kan godt mærke at jeg er steget i arbejdstimer og således i denne uge arbejder igennem 42 timer – hvilket er meget i min bog! Det skyldes bl.a. at jeg har min første arbejdsweekend og dermed “først” kan se frem til en fridag mandag. Til gengæld har jeg en kommende uge der på 7 dage kun indeholder 2 arbejdsdage, se det kan man ikke klage over! Jeg glemmer hver gang hvor hårdt det egentlig er at starte et nyt sted og hvor længe der egentlig går før blot de små, praktiske ting er indarbejdet.

IMG_0300

At være ny er jo både skønt og forfærdeligt på samme tid, og det eneste der ændrer status er tid og erfaring. Jeg er dog voldsomt inspireret af jobbet og er ikke i tvivl om at det er det rigtige for mig, og jeg har en ambition om at blive top-klog inden for feltet – en ambition jeg foreløbigt arbejder på ved at læse teorier om “den motiverende samtale” – super spændende! men lige nu: lige nu skal jeg have gjort mig klar til endnu en aftenvagt 🙂

IMG_0291

Print Friendly, PDF & Email

5 kommentarer

  1. Mmmh, spinat er altid så godt i lasange (: Synes det giver god modspil til de andre ingredienser uden at fylde alt for meget.

    – Anne

  2. Tror du den ville være god uden kød også?
    Min ene veninde er vegetar og skal holde middag, og vil selvfølgelig gerne tage hensyn 😉

    • Hej Pernille,
      jeg tror fint du kan lave dem uden kød.jeg ville dog istedet vælge at bruge Soy4you. Det er helt vegetarisk, og smager rigtig godt. Hæld 75 g soya i kogende vand med en bouillonterning og lad det trække 4 minutter inden du hælder vandet fra. Så er det det lige til at bruge! du kan købe poserne i Rema1000 og jeg vil simpelthen kun anbefale det – det smager godt! – også selvom man elsker kød 😉

Fantastisk med en kommentar!