Forleden var jeg i sandwichhumør men uden sandwichbrød – det er der jo heldigvis noget at gøre ved. Jeg valgte faktisk at genbruge opskriften fra mit vinterbrød da jeg huskede dem som nogle af de bedste brød jeg har bagt – med en sprød overflade og et groft, luftigt indre. Faktisk var det også et brød der begejstrede kæresten ret meget, og længe efter talte han om det.
Siden melskuffen er proppet med diverse melsorter og kerne var det også en glimrende anledning til at få bagt lidt knækkede rugkerner med i dejen – dem er jeg temmelig begejstret for.
Til en bageplade med ca 8 store sandwichboller brugte jeg således:
- 100 g skårne rugkerner
- 2 dl vand
- 30 g gær
- 1,5 dl yoghurt naturel
- 1/2 dl olie
- 1 tsk honning/sirup
- 1 tsk groft salt
- ca 400 g hvedemel
Kog de skårne kerner i vandet ca 5 minutter. Tilsæt olie, honning og yoghurt og opløs gær heri når det er lillefingervarmt. Ælt melet i dejen og ælt den grundigt, gerne 10 min med dejkrogene. Lad dejen hæve lunt og tildækket 30 minutter.
Vend dejen ud på et melet bord, del den i 2 og rul dem forsigtigt ud til pølser der igen deles i 4. Lad de 8 dejklumper hvile på bordet et par minutter. Form hver enkelt bolle, pensel dem med yoghurt og efterdrys med mel inden de efterhæver en times tid på bagepladen.
Forvarm ovnen til 220 grader og bag dem midt i ovnen 10-15 minutter.
Jeg elsker yoghurt naturel i brød – så er det sagt. Brødet bliver betydeligt mere saftigt og holdbarheden forlænges væsentligt – det kan simpelthen bare smages og mærkes. Sammen med rugkernerne er det virkelig et godt brød – jeg glemte dog at bollerne skal efterhæve med penslingen på (øv!) så overfladen blev ikke helt så sprød som på
vinterbrødene, men jeg tror jeg vil forsøge at arbejde videre med denne opskrift og bruge den som grundopskrift der kan varieres efter skuffens indhold.
Bollerne forsvandt hurtigere end forventet – så måske ovnen allerede skal i sving i weekenden 🙂 Nu har jeg lige en lang fredag foran mig – med lidt praktiske gøremål efter arbejde (hvis vejret tillader det) og forhåbentlig sluttes det af med Outlandish i Friheden – de overraskede meget positivt sidste år. I aften står den på hundetræf og pizza med en kollega – også er hæklenålen også i sving 🙂
Og lige et lille billede fra en dejlig sommeraften, alle to- og firbenede tilbragte udendørs
[…] indlæg af Ally Hvor har du fundet opskriften, Miss ? Lige her Lette boller med knækkede rugkerner ← Grydelappen.dk Nej, træk mig nu baglæns ind i fuglekassen! Mit liv er en rutsjetur med balloner og pink […]
Uhm!!! Virkelig lette og lækre boller! Jeg byttede 100 g af hvedemelet ud med sigtet fuldkornsspeltmel – det var bare et hit!
Hej Louise, det lyder også bare godt!
De ser vildt lækre ud!
God opskrift! Hvedemelet blev erstattes af grahamsmel, og skårne rugkerner af perlerug – og det smagte helt fantastisk. Der var kun positiv respons til de dejlige boller.