Hokkaidoboller 3

.. uf, hvor det er blevet koldt og blæsende. Sådan et vejr kan have sin charme, meeen den holder knapt så længe som solskin :) Når charmen er forsvundet, kan det være ret skønt at komme ind i varmen til et stykke friskbagt brød og et lunt tæppe.

Jeg har ikke stor erfaring med græskar i køkkenet, udover kernerne som jeg er meget begejstrede for – selve grøntsagen forekommer mig dog ikke sådan specielt fantastisk. Alligevel synes jeg godt det må være en del af kosten og indgå i madplanernes hensigt om at spise mest muligt efter årstiden.

Jeg havde en god rest hokkaido efter vores conchiglie m. hokkaido og lysten til at bage – så boller blev det! Opskriften blev lidt på slump, da jeg ikke lige kunne finde nogen der passede til mit temperament eller melbeholdning.

Til ca. 9 store eller 12 almindelige boller;

  • 300 g hokkaidogræskar
  • 30 g gær
  • 3 dl lunkent vand
  • 1 dl græskarkerner
  • 1 spsk honning
  • 1 spsk salt
  • 1 tsk mørk maltmel (kan udelades)
  • 100 g fuldkornshvedemel
  • 100 g grahamsmel
  • 300-400 g hvedemel
  • 1 æg
  • græskarkerner til drys (eller fx sesam)
Skræl det yderste af græskarret bort, og riv resten groft. Rør gæret ud i vandet, tilsæt en smule mel og hæld derefter sukker, kerner, honning, salt, maltmel og græskar ved. Med dejkroge æltes melet i dejen (den må gerne være ret klistret og der æltes grundigt i 5-10 minutter.
Lad dejen hæve lunt og tildækket i 1 time.
Hæld dejen ud på bordet og form bollerne med melede hænder – lad bollerne efterhæve på en beklædt bageplade i ca ½ time i mens ovnen forvarmes til 200 grader. Pensl bollerne, drys med kerner og bag bollerne midt i ovnen 25-30 minutter – lad dem køle af på en bagerist.
Bollerne var enormt lækre – meget svampede og en sej krumme, men stadig lidt knas fra kernerne. Bollerne smagte utrolig godt med en skive ost – ja faktisk passede de helt perfekt til det formål.
I dag har jeg testet nyindkøbte hævekurve, kurvene gjorde det godt – men jeg er ikke sikker på at dejen og brødet blev en succes, det må jeg studere lidt i morgen. I morgen runder jeg de 26, og hævekurvene var en lille gave til mig selv. Dagen i morgen bliver ikke noget festligt, men sofahygge med Manfred og Anton, bachelorarbejde, køreskole og styrketræning med svigerinden – alt sammen ret så dejlige ting og så er der weekenden at se frem til for der er der festlige ting, her får vi nemlig 3. og sidste hold fødselsdagsgæster for i år :)
Print Friendly

3 thoughts on “Hokkaidoboller

  1. Svar Maden i mit liv. nov 9, 2012 10:54

    Hej.

    Har tit beundret dine lækre billeder inde på Jubii debatten, og nu har jeg så vovet mig helt ind på din blog og her er, som frygtet, fyldt med fristelser, så listen vokser :-)

    Hvor ser de boller bare skønne ud. Jeg vidste jo godt, at man kan bage boller på squash, rødbeder, gulerødder, moset banan, revet æble osv osv – men af en eller anden grund har jeg aldrig tænkt over græskar. Det må absolut afprøves:-)

    Mange hilsner fra

    Anne.

    PS. I min ivrige surfen rundt på din blog kom jeg til at se, at jeg sørme også er på din blogroll. Tak :-) Jeg kan se, at den ikke har opdateret, siden jeg flyttede domæne for et lille år siden, så hvis du vil have den til at vise de nyeste indlæg fra min blog, skal du ændre linket til http://www.madenimitliv.dk :-)

    • Svar Sanne nov 9, 2012 17:24

      Hej Anne,
      Tusind tak for de søde ord, det er dejligt at vide nogen på den anden side også kan se det lækre i nogle af tingene 😉
      Det var også mit første forsøg med græskar i brød – men det fungerer super godt – lidt som squash :) og så er det jo utrolig smukt i farven sådan et hokkaido.

      Du er hermed tilbage i rettet udgave på blogroll :)
      /sanne

  2. Svar Per okt 30, 2016 10:06

    De ser rigtig gode ud dine boller! Så dem laver jeg og min datter til børnehaven i morgen :-) Skal nok fortælle hvordan det gik! :-)

Fantastisk med en kommentar!