.. sangen om “Giraffen Gumle” er nemlig én af mine favoritter når der synges fagtesange med vuggebørn og da jeg sad og lavede denne lille Giraf poppede sangen altså frem i mit hoved mere end én gang. Dette lille eksotiske dyr er nu på vej med posten til Piskerisets savanne med håbet om den bringer glæde. Nedenfor er der også et par billeder af 2 andre dyr jeg har fået fra nålen – også Maja Hansens.
Inden jeg startede på Gumle havde jeg dog mine bekymringer med opskriften – for dette dyr har altså mange (!) små detaljer og med almindeligt bomuldsgarn bliver det pille-værk. Samtidig er jeg jo ikke begejstret for at Maja Hansen kreerer alle detaljerne med lim og filt – jeg synes dyrene er mest charmerende når hæklingen står alene. Det er dog altså ikke den nemme udvej at ville hækle detaljerne og endnu mindre at sy dem fast. Ikke desto mindre synes jeg det lykkedes improvisere i en grad – hvor man stadig kan se hvad dyret skal ligne 😉
Dette tror jeg bliver mit sidste minidyr et stykke tid – pillearbejdet er for omstændigt. Skal der laves en uro fx vil de dog være SÅ perfekte – om end man skal afsætte et tocifret antal arbejdstimer hvis 5-6 dyr skal kreeres til det formål. Dog går jeg og kigger på Maja Hansens nye bog – den må jeg eje en dag, for den kunne være rigtig sjov at udforske. Som mange andre har jeg også siddet i kø inde hos SKAT (man er vel nysgerrig) og heldigvis blev det et positivt regnestykke – måske belønningen skulle være en kreativ bog?
Umiddelbart vil Maja Hansens dyr dog også gøre sig godt med Drops Paris – altså en lidt større udgave, men jeg tror ikke størrelsen vil blive stor nok til sådan at agere bamse.
Dagene har været lidt hektiske og med alle bekymringerne om Manfred har kroppen reageret ved at kræve mere søvn – så dagene har også været lidt kortere. Torsdag var han indlagt til CT-scanning og dyrlægen ville ringe hvis de kunne se det skulle opereres – for så ville de gøre det med det samme for at skåne Manfred for yderligere narkose. Aftalen var også at hvis ikke de ringede, skulle jeg ringe kl. 13 og høre hvad resultatet var blevet af scanningen. Puh .. Det var en lang formiddag. Telefonen lå i min lomme og selvom jeg havde sat den til høj lyd kunne jeg alligevel ikke lade være med at kigge på den hele tiden. Jeg var så bekymret for at stå på arbejdet og få et opkald om at Manfred ikke ville have udsigt til at blive smertefri og glad.
Formiddagen sneglede sig af sted og da klokken endelig blev 13 stod jeg ved tasterne .. og her startede skuffelserne altså .. for da jeg ringede fik jeg blot en sygeplejeelev i øret med replikken “Jeg ved ikke liiige hvor dyrlægen er – hun ringer tilbage”. Øv. Da klokken var 16 kunne jeg simpelthen ikke vente længere og jeg ringede igen og denne gang var svaret “jeg ved ikke lige hvor dyrlægen er, men der skal en dyrlæge mere til at kigge på billedet så hun ringer i morgen – men du må gerne hente din hund”. Nå, jamen så cyklede jeg op og hentede Manfred der stadig var fastende og sulten. Ingen havde taget stilling til om han skulle forlænges med smertestillende indtil vi havde fået svar på scanningen – så jeg måtte have guidet en sygeplejerske til at finde smertestillende der ikke indeholdt binyrebarkhormon.
Hele natten og fredag formiddag voksede knuden i maven efterhånden som jeg forestillede mig alle de udfald der kunne være at scanningen. Kl. 15 besluttede jeg mig for at ringe igen – hvordan kunne en CT-scanningen være så langt nede af prioriteringslisten? Igen fik jeg svaret at dyrlægen ikke var at finde og nu kunne jeg ikke bare sige ok, jeg forklarede at knuden i maven var ved at være ubehagelig og bekymringerne blev trukket i langdrag og eleven lovede mig et opkald samme dag – kl. 17 havde jeg langt om længe lægen i røret.
Manfred fik dommen: diskusprolaps. Den sidder helt bagerst i ryggen – lige før haleroden – og har derfor været skyld i at halen ikke har krøllet. Behandlingen er en operation hvor den disk der er gledet ud, fjernes helt fra ryggen. Manfred skal opereres af en dygtig rygspecialist og efter de sidste dage er jeg egentlig glad for at skifte dyrlæge deroppe – én jeg er mere tryg ved. Manfred skal indlægges tirsdag og vi får ham tidligst hjem fredag da han skal ligge i et bur med muskelafslappende og holdes i ro – derefter skal de tjekke at han stadig kan tisse osv. selv. Efter indlæggelsen kommer nogle uger hvor de fysiske udfoldelser skal holdes til en minimum og spring i møbler er nu forbudt – nu køber jeg en trappe til sofaen og sengen (og så må jeg se på min glade hund når jeg synes de er grimme og i vejen). Hele forløbet vil stå i 15-20.000 kr. men gudskelov er der forsikringen der hjælper.
Lige nu er alle tingene ikke helt på plads for mig.. det bliver meget hårdt at undvære ham i så lang tid og tilmed vide at han ligge og har det hårdt. Samtidig er der lige bekymringen om hvordan pengesituationen lige helt præcis bliver og sidst men IKKE mindst: den der usikkerhed på om det er fair overfor Manfred at lade ham gå igennem dette – om livet bagefter er det værd for ham .. usikkerheden på hvad der er det rigtige at gøre vejer tungest – her valgte jeg at vægte kirugens ord for at alt tyder på en smertefri og god tilværelse for Manfred i mange år efter dette.
Nå, puh det var lige en lang serenade om tunge sager … Elendighed til trods har jeg dog faktisk mange opskrifter i kø, jeg glæder mig til at dele herinde, rigtig god solskins-søndag.
Stakkels lille Manfred! 🙁 Jeg kan fuldt ud genkende knuden i maven, bekymringerne og sorgen over at skulle miste en følgesvend.
For lidt over 2 år siden fandt vi en morgen Kenzo liggende på gulvet – lam. Min verden brast sammen og jeg kunne ikke hænge sammen. Efter 1½ døgn ved dyrlægen blev vi sendt til akut CT-skanning i Aarhus og her blev han opereret med det samme for en diskusprolaps i nakken.
Han kunne nu gå igen og ørerne strittede som de plejer og han charmede alle på dyrehospitalet. Men nogle dage er balancen ikke god og øjnene giver udtryk for lidt smerte.
Jeg håber at jeres Manfred er lige så heldig som vores bimsedreng, og at han kommer ud på den anden side af operationen uden de store skavanker. Jeg har min tro på at han nok skal blive fit for fight, da han ikke er blevet lam som Kenzo var, og fordi dyrlægerne vurderer at operationen kan vente til næste uge.
Mht. din bekymring om det er fair for Manfred at gå igennem, så synes jeg dette er forsøget værd. Jeg ved godt det er mange penge spildt, hvis han ikke får det bedre, men omvendt vil du måske ærgre dig hvis han ikke bliver opereret, da det måske kunne være blevet rigtig godt.
Vores regning løb op i 22.000 og vi blinkede ikke et sekund – jeg vidste at Kenzo var det hele værd 🙂
Hej Malene,
Hvor er jeg ked af at høre I har måttet sådan en tur igennem – det er simpelthen hårdt på en helt uudholdelig måde. jeg er glad for at høre Kenzo i dag lever et dejligt hundeliv – det er det udfald jeg håber på!
Manfred sygehistorie er desværre ikke en novelle men roman – kort tid efter vi fik ham måtte vi erkende at han skulle ganeopereres og pga. komplikationer endte han med hele 3 operationer. Derudover har han haft en stor infektion i et sår efter et overfald og så havde han gud hjælpe mig også en ridse i øjet der var ved at udvikle sig til et hul igennem øjet … Og sidst var det allergi vi kunne konstatere. Min bekymring har været om al den behandling er for vores eller Manfred skyld – om det er ubamhjertigt at udsætte ham for al den behandling. Indtil videre holder jeg dog fast i udsigten til nogle dejlige år med Manfred 🙂 Tusind tak for din historie 🙂