Thailandsk Blomkålscurry

IMG_1596

En varm og smagfuld gryderet med masser af vitaminer. Den røde karrypasta giver en skarp varme der mildnes af den fede kokosmælk, grøntsagerne giver retten bid og karakteristik mens kartoflerne giver en smule stivelse. Med et drys limeblade og thai-basilikum er der en aromatisk oplevelse der smager af solstrejf, bountystrande og kortvarig virkelighedsflugt fra kulde og snestorm.

IMG_1579

Dette var mit første møde med thailandsk basilikum (jeg fandt den i Kvickly, så den er ikke helt umulig at opstøve) og det er en helt anden oplevelse end den traditionelle basilikum! Denne basilikum er mindre parfumeret i duften men mindst lige så kraftfuld i sin smag når blot man lige river det groft med fingrene eller klipper det med en saks. Smagen er også markant anderledes og har en kraftig tone af noget anis eller lakrids – den er virkelig spændende!

IMG_1580

Retten er som sagt en gryderet/wokret og det skønne ved det er at, den slags retter altid kan tømme ud i nogle rester fra grønsagsskuffen, mål og mængder på ingredienser kan tages på slump, den kan passe sig selv noget af tiden og oftest har man mad til mere end 1 dag: jeg elsker dem.

IMG_1581

Retten kan jo også tilpasses smag, behag og kur. Fx kan kartoflerne udelades og evt. erstattes med mere blomkål eller knoldselleri. Retten kan sagtens nydes uden ris eller der kan tilføjes et fladbrød. Og endelig kan kyllingen udlades og retten være vegetarisk 🙂

IMG_1582

Egentlig kan man selv lave sin egen curry, men jeg havde altså lige brug for noget nemt. Både karrypasta og limeblade er købt i i supermarkedets asiatiske afdeling – det er altså den nemme løsning.

IMG_1588

Nu til opskriften hvor jeg brugte (5-6 pers.):

  • Sesamolie til stegning
  • 250 g kyllingebryst i strimler
  • ½ glas Blue Dragon Rød karrypasta 1 stort løg i tern
  • 1½ ds almindelig kokosmælk
  • 3 dl vand
  • 1 terning hønsebouillon
  • 5 tørrede limeblade
  • 800 g skrællede kartofler i grove tern
  • 1 blomkålshoved i små buketter
  • 200 g. grønne bønner
  • 150 g champignon i kvarte
  • 1 rød peberfrugt i strimler
  • 1 frisk lime (saften)
  • 2 tsk. rørsukker
  • 1 bdt. Thai-basilikum (kan erstattes m. almindelig)
  • Servering
    • Jasminris/basmatiris eller fladbrød

IMG_1585

Start med at snitte alle grøntsagerne, kartoflerne kan dækkes med vand så de ikke tager farve inden brug. Start med at varme en stor wok eller pande op (du kan senere hælde indholdet i en stor gryde hvis du får pladsmangel). Steg kyllingekødet med halvdelen af den angivne mængde karrypasta (dvs. et kvart glas) til det er gennemstegt og stil det til side. Sautér løget med en smule karrypasta til det er let glasklart. Tilsæt kokosmælk, vand, bouillonterning, det sidste karrypasta og smuldr limebladende i kokossaucen. Læg låg på wokken og lad det simre 5 minutter.

IMG_1591

Hæld nu blomkål, kartofler og bønner i wokken og lad det simre under låg 12-15 minutter eller til kartoflerne er møre – vend det gerne rundt et par gange undervejs. 5 minutter før servering tilsættes kylling, peberfrugt og champignon og det simrer videre under forsigtig omrøring. Smag retten til med et skud limesaft og en smule sukker.

IMG_1589

Server gryderetten rygende varm med et frisk drys thai-basilikum, evt. ris og gerne en håndfuld usaltede cashewnødder. Her blev den nydt i fulde drag!

IMG_1590

Ind imellem kunne jeg godt bruge en dag mere i ugen – bare for lige at sprede alle planerne lidt ud i kalenderen. Denne uge arbejder jeg 43 timer og i dag er eneste fridag – egentlig passer det mig jo rigtig godt for så har jeg jo en masse fritid i næste uge. Men da vores bil driller må der bruges en del tid på at få den fixet – og det er da ikke lige yndlingsbeskæftigelsen på en fridag. Selv planlægningen af en fridag kan blive forhindret af livets uforudsigeligheder.

IMG_1595

På den positive front er jeg små-impulsivt i gang med at planlægge en 3dages tur til London med en veninde. Intet er bestilt endnu (bilen må jo hellere komme først) men det ser ud til at vi kan nyde en lejlighed i Covent Garden til marts – og siden jeg nu ikke har været ude og rejse siden 2009 (hvor jeg også var i London) ser jeg frem til at komme lidt ud af boblen “hverdagsliv”. Mit håb er at finde markeder – eller butiksstrøg med specialiteter og mad produceret med omtanke og kærlighed. Google må være min ven, men har du et godt tip – så tager jeg i mod med kyshånd J

Print Friendly, PDF & Email

Fantastisk med en kommentar!