En bombastisk bearnaise

I går skulle maden være lidt ekstra delikat, når nu det var lørdag, og da der lå et par steaks i fryseren var valget oplagt : steaks med ovnkartofler, grønt og bearnaise.
Jeg er egentlig opvokset med den klassiske pulverbearnaise og er ikke sikker på jeg nogensinde har smagt en hjemmelavet – men det skulle der nu altså laves om på.
Opskriften faldt på en gennemtestet variant fra NYBH, der både så lækker ud – men også virkede til at have en høj chance for succes 😉

Esdragon, skalotteløg og hvidvineddike
Saucen rækker altså efter min mening kun til 2 personer, max 3, idet den bliver utrolig fyldig og tyk. Jeg brugte:
  • 1 lille finthakket skalotteløg
  • 3/4 tsk tørret esdragon
  • 3 spsk hvidvinseddike
  • 4 æggeblommer
  • 1/2 dl bouillon (jeg brugte lidt kogevand fra broccoli tilsat et hjørne fra en grøntsagsbouillonterning, svarende til en knivspids)
  • 100 g koldt smør i små terninger
  • 2 tsk sukker (kan regulere eddikesmagen)
  • salt og peber
eddiken koges ind
Hvidvinseddike, esdragon og skalotteløg puttes i en kasserolle og ved middelstærk koges det ind til eddiken er fordampet helt. Gryden tages af varmen og kogepladen skrues ned på laveste blus.
æggeblommerne tilsættes
Nu tilsættes æggeblommer og bouillon under konstant piskning. Når kogepladen er “kølet ned” til den svage varme sættes gryden tilbage på blusset.
gryden sættes tilbage på kogepladen

Lidt ad gangen tilsættes de kolde smørterninger og under konstant piskning vil saucen langsomt tykne.
Saucen bliver cremet, luftig og tyk i gryden når al smørret er tilsat og pisket i – og så er den klar til at blive smagt til.

smørret tykner saucen
Jeg er ikke tosset med eddikesmagen i en sauce og derfor tilsatte jeg da også en del sukker til saucen. Når det så er sagt, så skal der være en lillebitte anelse af det sure i en god bearnaise – så vær alligevel varsom. Saucen var virkelig god, og kan slet ikke sammenlignes med de syntetiske erstatninger i pulver, bægre eller lignende. Derudover overraskede det mig hvor let den var at lave – jeg har svært ved at forestille mig den kan mislykkes faktisk.
Jeg er ret begejstret, og gemalen der ellers er meget skeptisk overfor bearnaise var uhyre begejstret. Jeg er efter aftenens succes, blevet lidt opsat på at prøve brd. Prices opskrift – men denne opskrift vil bestemt blive trukket frem næste gang en stor steak er på menuen – MUMS!
Print Friendly, PDF & Email

Fantastisk med en kommentar!