Hindbærdrømme – cupcakes med kokos, mandelmel og hvid chokolade

Nu trængte det vidst til en opskrift igen herinde, og denne har jeg haft svært ved at vente med. I går nød kæresten og jeg nemlig den sidste billånsdag med at køre rundt til bl.a. diverse små grøfte-grønt-sælgere.

 Der blev indkasseret de smukkeste jordbær (må absolut være sæsonens sidste), en flot vandmelon, et ordentlig bundt ærter og så havde jeg en ustyrlig lyst til hindbær.

Den hvide chokolade og smørret

Det er netop sæson for hindbær – og der er flere muligheder for at finde dem. Kig fx denne oversigt hvor du kan finde pluk selv steder :) En helt gratis mulighed er at plukke de vilde hindbær i skovene – de er dog lige knapt klar, de steder jeg holder øje med.

Tilbage til disse små vidundere. Jeg fik nemlig lyst til at bage en lille dessertkage og servere den med en smule fløde og hindbær – en forkælelse af kæresten der jo helt frivilligt cykler 70 km hjem efter at have kørt bilen på plads.

Opskriften blev improviseret, ud fra skabenes indhold – og hvad jeg lige kunne tænke mig skulle komplementere hindbærrenes søde og syrlige smag.
Til ca. 12 cupcakes brugte jeg:

  • 200 g blødt smør
  • 50 g hvid chokolade
  • 1 stang vanille
  • 150 g sukker
  • 3 æg
  • 1 dl mælk
  • 30 g mandelmel
  • 150 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver m. top
  • 30 g kokosmel
  • 1 dl fløde, friske hindbær og revet chokolade til servering
Tænd ovnen på 180 grader (ikke varmluft). Sæt den hvide chokolade over vandbad og smelt den langsomt. Imens piskes 150 g smør og sukker sammen til en hvid, luftig masse. Flæk vanillestangen, skrab kornene ud og pisk dem med i smørret. Tilsæt nu kokosmel og mælk og rør massen sammen. I den smeltede hvide chokolade tilsættes de sidste 50 g smør og massen røres ensartet inden den vendes i kagedejen. Mel, mandelmel og bagepulver blandes og røres forsigtig i dejen på skift med de 3 æg. Dejen røres ensartet og får en tyk, luftig konsistens. Fyld dejen i forme (ca 2/3 fyldt) og bag dem midt i ovnen ca 15 minutter – tjek med en strikkepind om de er bagte.
Lad de små cupcakes køle ned på en bagerist.
Server de små kager med let pisket fløde, friske hindbær og chokoladespåner. De kan også nydes helt som de er, med en syrlig frosting eller med en flødecreme .. jo det er vidst bare fantasien der sætter grænsen.
kagerne har en let smag af mandler, et hint af kokos og vanille – helt perfekt til én af de få sommerdage.
Jeg er 2/3 færdig med den lille hæklede drage – og er egentlig ret tilfreds med den. Til de næste drager vil jeg dog have fat i større garn, for det har været lidt et pilleværk – og en drage må godt være stor. Den sidste sommerdag (i denne omgang – der må godt komme flere tak) er allerede planlagt for mit vedkommende: der skal rykkes ned på plænen med Manfred, et kødben og hæklegrej. Han nyder at sidde majestætisk og holde øje med hele nabolaget – og kan vi finde en plet med både sol og skygge så nyder vi det begge.
Nogle gange har jeg taget en leverpostej, mast ud i vand og puttet små portioner i plastbeholdere i fryseren – så har man alletiders hundeis der kan bruges lang tid på at få bugt med :) Så forudseende har jeg dog ikke været denne gang – så mon ikke kødben godtages.
I aften står menuen på en god fritatta og måske en af disse små kager – uh hvor er det skønt at have ferie!
Print Friendly

Fantastisk med en kommentar!