Syndig Citronmåne 2

… eller faktisk måner, for 2 stk. bliver det jo til. I går var vi inviteret på middag hos svoger og svigerinde, en middag med sweet potatoes og kalkun – så kan det kun blive godt.
Aftenen skulle egentlig tilbringes med at kigge indsamlingsshowet til Kræftens Bekæmpelse, og der blev da også skelet lidt – men mest blev der sludret og leget med deres to, meget dovne og sjove katte.
For at de ikke skulle stå med hele arbejdet foreslog jeg at vi kunne medbringe noget og da der blev foreslået kage var jeg hurtig om at slå til, for denne citronmåne har jeg haft i mit arkiv i uendelige tider siden jeg så den hos NYBH. Kagen blev pakket tilbage i springformen og pakket godt ind, inden den måtte en tur bag på cyklen – hvilken den faktisk klarede uden spor at se, og smage!
Planen var at efterlade resten af kagen så de havde lidt lækre rester at nyde i dag – men da vi drog hjemad med springformen – var kagen spist! Mavepine var der nogen der havde men ingen fortrydelser – for den var bestemt godkendt.
Faktisk var den så godkendt at den absolut skal bages igen – især når den også var så nem. Tip: Frys marcipan ned i 100 g. poser – så er det nemt at tø op og bruge en smule i kage el. lign – også uden kagen føles så dyr og omstændig.
Nå tilbage til kagen der altså normalt burde række til lidt flere personer.
Kagedej:
  • 50 g revet marcipan
  • 150 g blødt smør
  • 150 g sukker
  • 4 æg
  • 125 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • Skal af 1 ½ ubehandlet citron, fintrevet
Frosting:
  • 200 g Philadelphia original
  • 120 g flourmelis
  • Skal af ½-1 citron
  • Saft af 1 citron
Tænd ovnen på 190 grader. I en skål røres marcipan, sukker og 50 g smør til en jævn masse med dejkroge. Tilsæt derefter det sidste smør og rør massen sammen til den er ensartet og sukkeret er rørt ud. Skift til piskeris og tilsæt nu æggene ét ad gangen mens der piskes grundigt mellem hvert. Mel, citronskal og bagepulver blandes sammen og vendes nu med en dejskraber forsigtigt i dejen.
Hæld dejen i en beklædt/smurt springform og bag den midt i ovnen 20-30 minutter (min fik 25) til den består strikkepindstesten.
Lad kagen køle 10 minutter på bagerist inden formen tages af og kagen nu kan køle helt ned.
Pisk flødeost og flourmelis sammen, tilsæt citronskal og saft og pisk det kort igen. Smag det til – nogle foretrækker mindre flormelis eller mere saft – men pas på det ikke bliver for flydende i konsistensen.
Når kagen er kold kan cremen smøres over og kagen halveres – vi fik den med at glas kold Martini Asti, utrolig lækkert!
Lige nu har jeg taget den, for mig, store beslutning om at det må være på høje tid at få et kørekort i hus – siden jeg jo snart er færdiguddannet og en masse jobs inden for handicapområdet fodrer kørsel i handicapbusser. Derudover vil det også give os en mere oplagt overvejelse om at få egen bil og dermed den frihed til at besøge familien spontant, tage til stranden med Manfred eller bare tage et smut i Ikea uden det bliver en pilgrimsrejse. Jeg fandt også et godt tilbud der passede mit temperament perfekt, så nu er det kun det praktiske ting omkring økonomien og tidsplanen i det der skal koordineres – uh det føles modigt.

I går dumpede et brev fra seminariet ind af døren og jeg blev helt nervøs for hvorfor de dog sendte mig brevpost. Det viste sig at være min foreløbige studiejournal, med karakterer og gennemførte praktikker og projekter anført. Jeg blev simpelthen så stolt over det jeg har opnået derpå og den udvikling der også er sket siden start – det er bare stort at få papirer på, næsten, at have gennemført en mellemlang videregående uddannelse  :)

Print Friendly

2 thoughts on “Syndig Citronmåne

  1. Svar Katrine apr 4, 2014 14:06

    Det er altså en rigtig god opskrift! Den er nem at gå til, så det kan nærmest ikke gå galt. Og den smager vældig godt :-)

  2. Svar Nicoline jan 22, 2015 15:46

    Kan man gøre det uden marcipan?

Fantastisk med en kommentar!