Chili con Soya

IMG_7079

En mættende og lækker vegetarret der kan snyde enhver kødelsker! For lang tid siden, købte jeg ved Food Festival et par pakker soya ved Soy4U og egentlig havde jeg planer om at det skulle bruges med det samme – men de endte i en kolonialkasse bagerst i skabet og først for nylig blev den ene pakke så fundet frem i forsøget på at komme visse forsyninger til bunds (langtidsholdbarhed er nu altså et moderne mirakel).

IMG_7064

Jeg var spændt på hvad kæresten ville sige til en kødfri aften, han endte dog med at være positivt overrasket og takket være proteinindholdet var mætheden bestemt også rigtig fin.

IMG_7065

Opskriften fandt jeg hos Soy4U og selvom min favorit stadig er varianten med øl og mørk chokolade, så var denne udgave nu også bare lækker. Jeg brugte den mørke pakke soya (det er udelukkende farven til forskel, indholdet er præcis det samme) til denne opskrift og nu er hovedbruddene i gang for at få anvendt den sidste pakke til et nyt projekt.

IMG_7066

Måske bør jeg nævne at indlægget ikke er sponsoreret, jeg er blot begejstret for ideen og produktet og selvom det er en kende dyrere end den almindelige pakke fars – så strækker produktet længere og er et sund, miljøvenlig produkt at drage ind i madplanen.

IMG_7067

Nå, tilbage til madlavningen igen (4-6 pers.):

  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 3 stilke bladselleri
  • 3 røde snackpeber
  • 1 brik tomat passata
  • ½ ltr vand
  • 2 grøntsagsbouillonterninger
  • 1 ds. Røde kidneybønner
  • ½ frisk, rød chili
  • 1 tsk oregano
  • 1 tsk chili
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk timian
  • ½ tsk spidskommen
  • Salt/peber
  • olie

IMG_7068

Rens løg, hvidløg, peberfrugt og bladselleri. Løget, hvidløget og peberfrugten skæres i tern, bladselleri skæres i skiver. Hæld kidneybønnerne i et dørslag, skyl og rens dem grundigt inden de stilles til side og drypper af. I en gryde svitses løg og hvidløg i olien til de er glasklare.

IMG_7069

 

IMG_7074

Tilsæt peberfrugt, chili og bladselleri og lad det svitse videre under omrøring et par minutter. Hæld nu tomat, vand, bouillonterninger og krydderier i gryden og bring det i kog – lad retten simre under låg i 15 min. Tilsæt soya og kidneybønner og lad retten simre videre i 5 minutter inden den smages til med salt og peber.

IMG_7076

Nyd den lækre chili med nogle gode fuldkornsris og evt. en klat fed cremefraiche – lækker mad på 25 minutter og med et minimum af arbejde eller ingredienser, med andre ord, hverdagsmad!

IMG_7078

Dagen i dag har været solbeskinnet, lummer og rigtig forårsagtig men jeg må tilstå at have tilbragt det meste af den på sofaen med min dyne. I torsdags gik turen nordpå og der skulle dækkes borde, skrives bordkort, organiseres badeværelsesrækkefølge og hestevognsbestilling. Fredag ringede vækkeuret kl. 6.00 og så begyndte en længere badeværelsestjans med at smukkesere os 3 søstre – det var nu faktisk min favoritaktivitet for dagen: at tilbringe pigetid med de to J I kirken havde vi kun én bænk så vi måtte koordinere hvem der skulle læne sig frem og hvem tilbage – for at kunne være der.

IMG_7082

Knapt 2 timer senere (!) kunne vi så træde ud af kirken og min yngste søster kalde sig konfirmeret. Festen gik som forventet; min kære mormor og morfar havde igen i år fået lavet en dejlig sang om den søde lille pige der nu er blevet så stor, min onkel stjal traktoren og kørte en tur i nabolaget, mine fætre og kusiner havde det sjovt med køerne i stalden og maden smagte alle. Min søster havde ønsket sig penge og havde drømme om henholdsvis telefon og/eller scooter – og det skal hun helt selv styre valget af J blå mandag er allerede i morgen og hun glædede sig, det er mindst lige så stor en dag som konfirmationen – minder man har glæde af i mange år J

IMG_7078

Nå, egentlig er jeg stadig helt slået ud efter henholdsvis gårdvisit, konfirmation og i går en spilleaften med veninder – så fotos fra gården må komme i en anden runde J Nu skal lidt aftensmad klemmes ned og så tro jeg solens sidste stråler skal nydes udendørs med Manfred og Anton 🙂

Print Friendly, PDF & Email

Fantastisk med en kommentar!