Restaurant: La Viet

IMG_1092

I sidste uge tog kæresten og jeg lidt spontant en beslutning om at spise ude. Det får vi gjort alt for sjældent og egentlig finder vi det begge spændende at spise ude på restauranter der serverer specialiteter, hvad enten det er etniske eller bare retter de har dygtiggjort sig i. Restauranten La Viet, har vi faktisk kigget på meget længe – måske et års tid eller mere – siden Bo Bech besøgte stedet og gav det en hjælpende hånd. Jeg var også rigtig spændt på maden og mødet med det vietnamesiske køkken.

IMG_1089

Indretningen er jeg stadig en smule, målløs over. Som det ses på billedet er restauranten egentlig en lejlighed ved Aarhus Havn, og stuen er hvor gæsterne sidder. Møblerne er blandede træmøbler, mange 90er ikoner, bordene det samme. Umiddelbart er et af mine indtryk at det er så utrolig grimt, simpelthen. En blanding af de danske 90ere med en enkelt palme her, og en vietnamesisk souvenir der .. En indretningsdesigner ville muligvis besvime en lille smule derinde. Omvendt var der bare så behagelig en atmosfære! Med lavspillende vietnamesisk musik, dæmpet belysning, masser af stearinlys og den afslappede indretning kunne der pustes ud og maden kunne bare nydes. Min teori er at indretningen, trods den ikke gør køkkenet helt retfærdighed, skaber en atmosfære som kan rumme alle typer gæster – og det kan jeg virkelig godt lide.

IMG_1094

.. og hvor er det egentlig hyggeligt at sidde og spise med pinde. Det går en lille smule langsommere, men maden nydes på en anden måde idet den ikke blandes op på en gaffel men i stedet løftes enkeltvis. Til dem der kan stresse over pindene er der dog også almindeligt bestik.

IMG_1096

Restauranten drives af mennesker med vietnamesisk baggrund og menukortet er simpelt, variereret og meget billigt – en forret koster fx kun 60 kr. og en hovedret 99,-. Kæresten og jeg valgte at dele en forret: Wanton med svinekød og sød chili. Det var små friturestegte dejpakker med en let krydret kødbolle indeni og til dyppelse var der en virkelig lækker soyasauce og en hjemmelavet chillipure der havde lidt spark. Forretten var virkelig god: sprød, autentisk og lavet fra bunden. Chilipureen var virkelig god, jeg er ikke god til stærke ting, men denne smagte så godt at jeg var nød til at dyppe i den.

IMG_1097

Servicen var rigtig fin derinde, personalet var opsøgende og smilende – og gode til at forklare lidt om maden. Kokken præsenterede “dagens ret” der lå udover menukortet og i det hele taget oplevede vi at maden kom i et fint tempo. Til hovedret bestilte kæresten husets wok med oksekød og grønt, mens jeg bestilte forårsruller med svinekød og nudler. Årh det var godt!

IMG_1101

Kærestens ret var en fyldig suppe, nærmest fond med oksekødsstykker og en masse grøntsager: bok choy, fennikel, kål m.m. Nogle af grøntsagerne var helt møre mens andre var med et sprødt bid – og de små stykker oksefilet var møre og smagfulde. Ved siden af fik han en tallerken ris og selvom det ved første øjekast ikke lignede noget der kunne spises med pinde, så gik det ganske fint!

Jeg fik en skål med lune risnudler i bunden, toppet med frisk agurk, iceberg, hakkede mandler, ristede løg og en blanding af mynte og koriander – og forårsrullerne langs siden. Ved siden af fik jeg en skål hvid fiskesauce med chili til at hælde over maden. Det smagte vildt godt, forårsrullerne var kompakte og kødfyldte men stadig sprøde og knasende. Nudelblandingen havde både sødme, knas og kryddderier –og selvom jeg lige skulle vænne mig til at der var ristede løg i skålen, ja så smagte det jo bare vildt godt.

IMG_1102

Dessertkortet er minimalt: kun 2 slags desserter. Siden kæresten havde en dårlig oplevelse med indbagt banan i Kina, og ingen af os har det fremragende med ananas valgte vi at hoppe over. Restauranten tilbød også vietnamesisk kaffe og et stykke drømmekage, men vi syntes ikke rigtig drømmekage kunne passe ind i den oplevelse vi havde haft indtil videre. Derfor kunne vi rejse os og mætte forlade restauranten for kun 250 kr. i mad (drikkevarer undtaget) og oplevelsen var bestemt ikke én af discount-kvalitet.

Med andre ord: jeg skal have hvervet nogle veninder med ind og prøve flere ting på menukortet. Kæresten? Jo vi vil prøve en indisk restaurant næste gang, så satser vi på der ikke skal gå et år eller mere 😉

 

 

Print Friendly, PDF & Email

3 kommentarer

Fantastisk med en kommentar!