Hjemmet bærer præg af en tid, hvor både kæresten og jeg har fødselsdag og arbejdsbyrden er mærbar. Derudover er gode intentioner og venskaber hurtigt om at booke fritiden. Det er dog ikke længe siden jeg tog Manfred i snoren og beggav mig ud på denne smukke rute.
Oldtidsstien er en blanding af smuk natur og gammel historie, og på meget af ruten er der stilhed og fornemmelsen af at være alene i verden. Tankerne pauses for al opmærksomhed må gå på at indoptage, forstå og nyde det landskab og den skønhed. Ruten befinder sig ved Moesgaard og er alletiders mulighed for 4 km’s batteriopladning.
Ruten er simpel, idet man ikke behøver noget kort eller nogen stedsans – man skal blot følge de hvidkalkede sten der som oftest er lette at spotte – og kan agere genstand for alletiders skattejagt. Ruten var flot, men den viste sig at være en tand mere udfordrende en antaget: stormen havde væltet træer og ind i mellem kunne det kræve en smule “klatring med mops” for at komme videre .. (godt ingen så det, det var ømt!) andre gange kunne jeg lige smyge mig under – og Manfred det samme.
At gå på den lange og snoede træbro gennem sumpskoven var simpelthen en smuk og nærmest eventyrlig oplevelse.
Turens første uforudsete forhindring, birkeskoven havde haft en hård aften i stormvejret.
Skoven ændrede flere gange karakter og signatur, og der var skilte undervejs der forklarede den biodynamiske udvikling i Danmark. I skovbunden var et mylder af svampe, det var smukt og duften herlig.
Smukke gamle, krogede skønheder.
Manfred elsker vandhul – og meget at kigge på dem! han er meget opmærksom på om noget svømmer fordi, for så skal det fanges! – det være sig blade, grene o.lign. (tror ærlig talt han ville løbe den anden vej, hvis det en dag viste sig at være et dyr).
Endnu en af rutens uplanlagte udfordringer, og en temmelig besværlig én af slagsen! .. Manfred kom dog let under de store stammer og stod blot og stirrede lidt undrende mens jeg klatrede rundt mellem grenene.
Kulthuset
Bjergtagende udsigt
En dysse på vejen
Ruten fører ned omkring den smukke strand.
Og tilbage mod skoven
Flot åløb med masser af liv.
Enkelte steder havde stormens skader fået skovfogeden ud med det røde tape.
Unik skovafsnit med helt lodrette og nærmest tremme-lignende træer…
Jernalderhuset kunne måske godt trænge til en hjælpende hånd.
En del af Moesgaard, er denne smukke bygning… Et gammelt godt med smukke alléer og yndig park.
På ruten skulle man også krydse denne mark. Lidt spændende at gå derind med en lille selskabshund (der jo selvfølgelig mentalt er en muskelhund). jeg var lidt nervøs for om fårene ville være nysgerrige og det måske kunne ende i kaos – men de ænsede ham knapt et blik og vi kunne fint skråne over deres hjem.
Ruten sluttede tilbage ved Skovmøllen (brug den i GPS’en for at finde frem til stedet) der ligger op ad gravhøjen. Yndigt med glasur på-
Hej 🙂
Rigtig flotte billeder må jeg sige og samtidig god læsning … Især dit billed med svampen er da helt fantastisk!
Hej Christoffer, tusind tak – jeg er også glad for svampebilledet, jeg havde nemlig noget bøvl med at få kameraet til at fokusere og “makke ret” 🙂
ih dejlige billeder . elsker efterår. hmm samme rute med sne og vinter kunne også være godt. hvad kamera bruger du
Jeg glæder mig også helt til et snelandskab .. omend jeg ikke ville protestere hvis skovfogeden når at svinge saven over et par af de største forhindringer 😉 jeg bruger et canon 1100d 🙂