Fabelagtig Fudge

En mørk og cremet chokoladefudge med små søde strejf af hvid og lys chokolade. Skal den smage ekstra meget af jul kan den tilsættes lidt kandiseret appelsinskal eller et drys hakkede valnødder – uhm!

Fudge er meget taknemmelig konfekt og arbejdstiden er minimal – til gengæld må der tålmodighed til at lade den størkne godt.

Til ca. 25 mundrette stykker fudge brugte jeg:

  • 1 ds kondenseret mælk
  • 200 g mørk chokolade
  • 25 g smør
  • 50 g hvid chokolade
  • 50 g mælkechokolade

Kondenseret mælk er efterhånden ved at være udbredt i supermarkederne, Rema1000 har nogen gange haft dem på tilbud til 10 kr. Jeg plejer at kunne finde Nestlés udgave – se den her. Chokoladen skal være mørk, men pas på den ikke bliver for stærk eller bitter hvis kakaoprocenten bliver for høj – jeg brugte en blok Odense med en procent på 55.

I en tykbundet gryde hældes smør, kondenseret mælk og den grofthakkede, mørke chokolade og det smeltes langsomt sammen ved svag varme – hold øje og rør jævnligt. Betræk en form med bagepapir – ca 19×19 cm – jeg brugte mit tærtefad. Når chokolademassen er lind og ensartet hældes den i formen og fordeles – stil den varme fudge i køleskabet natten over. Næste dag smeltes de to chokolader (hver for sig) over vandbad og stænkes ud over den mørke fudge, jeg brugte et cornet (bagepapirskræmmerhus) til at fordele det løst ud – kageeventyr har en god guide til at lave sådan én 🙂

Den mørke fudge er køleskabskold, så chokoladen størkner hurtigt, men giv det alligevel 1 time i køleskabet til at størkne helt. tag ved bagepapiret og vend det ud på et skærebræt med bunden i vejret. Forsigtigt trækkes papiret af bunden og den kan vendes rigtigt. Skær den ud i mundrette stykker og opbevar det på køl – de kan holde sig i 2 uger … meeen så længe overlever de næppe 😉 For at de ikke klistrer sammen kan man bruge bagepapir som mellemlægspapir eller som indpakning til små søde karamelbidder 😀

I dag skal dagen nydes, jeg skal måske max bruge 2 timer på bacheloren men så skal det også være weekend. Jeg har en julefrokost i sigte jeg glæder mig til og siden det er sjældent jeg deltager i festligheder der indbyder til at “pynte sig” så skal det også nydes. Kæresten har en julefrokost i morgen aften, og som jeg plejer, skal det udnyttes lidt til at spise mad han ikke bryder sig om inden dynen trækkes på sofaen og der pusles med pelstotterner og en god film. Igår gik det lige op for mig hvor kort tid der egentlig er til jul og det motiverede lige til at få styr på et par praktiske formaliteter omkring de firbenede i julen- dejligt.

Nu må jeg hellere få hevet mig i supermarkedet efter de sidste forsyninger til aftenens fest inden lidt opgaveskriveri kalder, Rigtig god weekend derude.

Print Friendly, PDF & Email

1 kommentar

Fantastisk med en kommentar!