.. det perfekte tilbehør til en american barbecue – fx spareribs eller en god burger med pulled pork! Jeg har virkelig ikke haft et særligt godt forhold til coleslaw: det har altid forekommet mig for snasket, for surt og for “voldsomt” .. nu er jeg også kun venner med hvidkål i et begrænset omfang. Da vi skulle have gæster til pulled pork, bestemte jeg mig nu for at jeg måtte kunne kreere det således jeg fik en bedre oplevelse.
Første skridt var at skifte hvidkål ud med spidskål – så er kålsmagen straks meget mildere og bitterheden yderst begrænset (jeg fandt jo ud af mine smagsløg var bittersensitive). Næste skridt var at bruge frisk citronsaft (det er dog ikke et must) og selv lave dressingen (på den % jeg ønskede og dermed den konsistens jeg gerne ville) og smage den til. Og nu? Nu kan jeg lide coleslaw!
I hvert fald kan jeg lide min egen variant der oplevelsesmæssigt adskiller sig fra diverse købe-/færdiglavede supermarkeds-/restaurations-versioner. Denne slaw er let i konsistens og fylde, mild og behagelig i smagen således den netop kun gør det den skal: fremhæver kødets suveræne smag 😉 Vi nød det i den fuldstændig vidunderlige burger … åh hvis jeg lige pt. skulle vælge noget at tage med på en øde ø, så kunne det meget vel være en kasse med disse badboys …
- ½ spidskål
- 4-5 store gulerødder
- 2 dl cremefraiche 18 %
- 1 spsk. mayonnaise
- 1½ tsk. Citronsaft
- 1½ tsk. dijonsennep
- 1 tsk. Sukker
- 1 tsk. Groft salt
- Frisk persille
Skær stokken ud af kålets bund med 2 skrå snit og kassér den. Skær spidskålet fint og hak det gerne efter. Riv gulerødderne groft. Bland cremefraiche, mayonnaise, citron, sukker og salt. Bland kål, gulerødder og dressing grundigt sammen og stil det på køl minimum 1 time inden servering. Smag coleslawen til inden servering og drys med friskhakket persille.
Det er måske en af de mest simple opskrifter længe, men er det ikke skønt? Så få ingredienser, så begrænset arbejdsindsats og alligevel en stor belønning i resultatet! Trods et løfte om at begrænse mine planer i denne uge, er jeg nu allerede tilbage til at fredag er eneste dag (endnu) uden planer for fritidslivet – skørt! Alligevel er humøret dog nærmest skyhøjt, for da jeg fredag travede i engen med Manfred og nød solen, ringede et fremmed nummer i lommen.
Det viste sig at være en invitation til en jobsamtale, og ikke bare til et job: til mit drømmejob! Jeg blev så glad at jeg efter samtalen lige måtte hoppe en smule rundt for mig selv i marken (schyyy.. det er HELT normalt)og pjatte lidt med Manfred. Siden fik jeg brugt min søndag på at forberede mig på samtalen og i morgen er der afsat tid til det sidste research.
Jeg tør endnu ikke tro på det, jeg er såmænd stadig forundret over min udtagelse i en kæmpe stak ansøgninger… Men at komme i betragtning var et kæmpe boost i troen på det nok skal komme!
Mit strikkeri kan jeg næsten ikke berette om. Faktisk har det været godt nok at min grundstemning har været lidt højere … jeg har nemlig trævlet op, hold nu fast: 9 gange!! Jeg er temmelig overbevist om at jeg har fanget den nu, at denne gang er starten på et smukt tæppe. Trævler jeg op en 10. gang må den forbi et par dygtige kolleger der forhåbentlig kan redde mig fra grå hår! 9 gange er vidst min rekord i tålmodighed … men jeg VIL forstå det …
[…] « Mild Coleslaw med spidskål […]
[…] indlæg af wizzze Skal vi ikke lige have en opskrift? Havde slet ikke set forespørgslen Mild Coleslaw med spidskål Oprindeligt indlæg af Smolfie Gætter på den allerede er på bloggen. Som i øvrigt kan […]
Hvor mange burgere er din lækre milde coleslaw med spidskål til?
Super spændende side 🙂 Jeg vil prøve din milde coleslaw i dag. Et lille ønske: jeg har grønsagerne i haven og størrelsen svarer ikke altid til “butiksgrønsager” – derfor ville et cirka antal gram være en stor hjælp 😀 Men tak for opskriften under alle omstændigheder 😀